Jeremiassen bekræfter: Arbejdet med fiskerikommission er lækket til pressen

De foreløbige rammer for den længe ventede Fiskerikommission er lækket til pressen, bekræfter Naalakkersuisoq Nikkulaat Jeremiassen.
Arkivbillede
25. februar 2019 17:40

Naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug Nikkulaat Jeremiassen (S) erkender, at rammerne for arbejdet med Fiskerikommissionen er lækket til pressen.

Det bekræfter han over for KNR.

Fredag blev oplægget til kommissionen lækket til KNR og Sermitsiaq, men først mandag er det blevet bekræftet, at dokumenterne var det oficielle oplæg for forhandlingerne i Ilulissat.

Dermed får vi altså et indblik i, hvad der egentlig foregår i de ellers hermetisk lukkede forhandlinger om Grønlands vigtigste erhverv. 

LÆS OGSÅ Interne uenigheder forsinker Fiskerikommissionen

To af de mere markante forslag, kommissionen umiddelbart skal undersøge, er:

”Hvorledes tilbagetrækningen af tidsubegrænsede rejelicenser kan forberedes ved inartsisartutlov med et varsel på mindst fem år, og hvilke overgangsordninger og varslinger, der bør indføres.”

Der lægges desuden op til, at Fiskerikommissionen skal se på fordele og ulemper ved:

”En ændring af kvotefordelingen for rejer ved Vestgrønland fra 43/57 til 50 procent til det kystnære rejefiskeri og 50 procent til det havgående rejefiskeri."

Meget kan ændre sig endnu

Selvom rigtigheden på kommissionsoplægget nu er bekræftet, er det vigtigt at understrege, at det langt fra er sikkert, at forslagene ender med at være en del af det endelige kommissorium.

Det står klart efter Nikkulaat Jeremiassens interview med KNRs eftermiddagsflade Inuiaat Tillernerat fredag,

- Tillæg og mulige ændringer er ved blive behandlet i direktoratet for fiskeri, og når disse er færdige, skal de fremlægges til Naalakkersuisut, siger han.

LÆS OGSÅ Stadig ingen fiskerikommission efter møde i Ilulissat

Han forventer, at udkastet fra seminaret vil blive fremlagt og behandlet hos Naalakkersuisut i denne uge.

Herefter er det planen, at fiskerierhvervets forskellige parter og oppositionen skal komme med input til det foreløbige kommissorium.

Når den fase er slut, skal kommissoriet så tilbage til arbejdsbordet i Naalakkersuisut, der på ny skal udarbejde kommissoriet med afsæt i de nye input.

LÆS OGSÅ Partii Naleraq vil have Jeremiassen i samråd

Fiskerkommissionen er allerede forsinket flere gange. Og de nye oplysninger tyder på, at der endnu er noget tid til, at det endelige kommissorium er parat.

Nikkulaat Jeremiassen er tidligere blevet kritiseret for at være lukket i arbejdet med Fiskerikommissionen.