To anholdte i usædvanlig sag om mystisk pengefund
Tolderne på Grønlandshavnen i Aalborg fik sig en stor overraskelse, da de under et rutinetjek fandt intet mindre end 7,7 millioner kroner, som var gemt i en sending frostvarer.
Nu er to personer i Grønland blevet anholdt i sagen.
LÆS OGSÅ Toldere fandt knap otte millioner i fryseposer i havn
Det fortæller Jan Lambertsen, der er vicepolitiinspektør ved Grønlands Politi, til KNR:
- Jeg kan oplyse, at vi har to tilbageholdte her i Grønland.
Af hensyn til efterforskningen ønsker Grønlands Politi ikke at udtale sig yderligere om sagen.
Det er derfor uvist, om der er tale om pakker, som kom fra Grønland eller Danmark, og hvad de anholdte personer er sigtet for.
Et usædvanligt fund
Jan Lambertsen fortæller, at det er normalt, at der bliver beslaglagt penge, som stammer fra kriminalitet. Det er dog ikke hver dag, at beløbet er så stort:
- Det her er selvfølgelig udover det sædvanlige, da det er et stort beløb. Generelt kan man sige, at når der bliver beslaglagt penge, så handler det ofte om hvidvask og bedrageri, men det kan også være relateret til narko, siger Jan Lambersen.
De to personer, som er sigtet i sagen, har allerede været fremstillet i et lukket grundlovsforhør.