Angutivik nomineret til en pris i København

"Angutivik" - Grønlands Nationalteaters populære forestilling om den grønlandske mand - er nomineret i kategorien "Sær-prisen" af kulturformidlingsplatformen CPH Culture i København.
Foto © : Nunatta Isiginnaartitsisarfia
Skrevet af Karsten Sommer
22. juli 2018 11:10
Versionist Ane-Marie Petersen

SÆR-PRISEN gives for en særlig teaterindsats, der gjorde en forskel i sæsonen 2017-2018.

Efter at Angutivik havde turneret i Grønland i 2017, drog holdet til Danmark i dette forår, hvor de viste forestillingen for fulde huse i både Aalborg, Århus, Odense og København. 

Senere viste de ligeledes forestillingen på Færøerne.

I København blev forestillingen vist under CPH STAGE festival på originalsproget grønlandsk med engelske og danske tekster. Og det er denne udgave som CPH Culture har nomineret til årets SÆR-PRIS.

Om Angutivik vinder Sær-prisen offentliggøres på websiden cphculture.dk den 1. august.

Angutivik er en fælles produktion mellem Grønlands Nationalteater og det Aarhus-baserede Teater Freeze Productions.