Analytikere jubler over "lovende fund"

Nyheden om Cairn Energys seneste resultater modtages med begejstring af udenlandske økonomiske analytikere.
Skrevet af Mads Fisker
09. november 2011 10:06

- Det vidner om Cairn Energys forbedrede forståelse af Grønland, eller snarere den grønlandske undergrund. Sådan lyder det i dag fra investeringsafdelingen i Bank of America, efter at det skotske selskab i går lagde frem, at man er stødt på et lag sand, der kan være et oliereservoir.

En dansk ekspert på området manede over for Radioavisen til besindighed, men kaldte dog opdagelsen for "det mest lovende hidtil" fra Cairn Energy, der på andet år borer i havet ud for Grønland.

Samme melding kommer i dag fra en række andre udenlandske økonomiske analytikere, der dog i højere grad deler begejstringen end besindigheden, efter en række skuffende tidligere meldinger fra Cairn Energy, hvis aktieværdi derfor er styrtdykket året igennem. 

- Nyheden er tydeligvis opmuntrende og den mest positive til dato: at man for første gang har fundet reservoir sand af høj kvalitet. Selv hvis det viser sig ikke at være et egentligt oliefund, siger analytiker Richard Rose fra Oriel Securities til avisen Herald Scotland fra olieselskabets hjemland.

Ifølge avisen har de indtil videre tre forladte boringer i løbet af sæsonen isoleret set hver kostet Cairn Energy i omegnen af 500 millioner kroner. I alt vurderes de seneste to års oliejagt at være løbet op i godt fem milliarder.

Selskabet stopper sine to sidste boringer i år ved udgangen af måneden, og herefter vil man dele de analyserede resultater samt planerne for næste år med offentligheden, lyder det.

En Cairn-aktie er i dag kun godt og vel halvt så meget værd, som før årets boringer.