Alkoholabstinenser kan behandles medicinsk. Derfor bør folk med abstinenser henvende sig til sundhedsvæsenet, siger leder i Allorfik.

Allorfik: Misbrugere kan få voldsomme abstinenser under alkoholforbud

Fem procent af landets befolkning er afhængige af alkohol. Dertil kommer et stort mørketal.

- Det, man er bange for i forhold til svær alkoholabstinens er, at man kan udvikle det, man kalder abstinenskrampe, og det, man kalder delir - altså hvor man bliver psykisk uklar, forvirret og får det rigtig skidt.

Det siger lederen af Allorfik, Birgit Niclasen om de abstinenser, som alkoholmisbrugere oplever. Abstinenser, der kan vare i op til syv til ti dage og komme få timer efter det sidste alkoholindtag.

Og det kan blive til virkelighed for nogle misbrugere nu, hvor Naalakkersuisut har indført et forbud mod alkohol med over 2,25 volumeprocent i Nuuk, Kapisillit og Qeqertarsuatsiaat.

Forbuddet trådte i kraft med øjeblikkelig virkning lørdag aften klokken 20 og varer til 15. april.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut indfører alkoholforbud i Nuuk, Kapisillit og Qeqertarsuatsiaat

Beslutningen er ifølge Naalakkersuisut taget for at mindske spredningen af coronvirus. 

- Dem, der får abstinenser, er selvfølgelig dem, der drikker meget, siger Birgit Niclasen.

Mildere abstinenser kan blandt andet være hjertebanken, hovedpine, angst, nedtrykthed og kvalme.

LÆS OGSÅ Unicef: Fint med alkoholforbud - men det kan skabe uro i misbrugsfamilier

Ifølge den seneste befolkningsundersøgelse fra 2018 er omkring fem procent af landets befolkning afhængige af alkohol.

Birgit Niclasen oplyser, at omkring 150 mennesker kommer i behandling hos Allorfik i Nuuk om året.

Men det er kun toppen af isbjerget, tilføjer hun.

- Der er så store mørketal i det her. Man regner med, at det kun er omkring 10 procent, der kommer i behandling.

Ifølge Birgit Niclasen bliver abstinenser værre for hver gang. Hun kommer derfor med en opfordring: 

- Man skal henvende sig til sundhedsvæsenet. Abstinenser kan behandles medicinsk. I Grønland er det sådan, at det er sundhedsvæsenet, der kan udskrive den medicin til folk.

LÆS OGSÅ Overblik: Status på coronavirus i Grønland

Men alkoholforbuddet kan også blive en ny mulighed i livet til folk, der har et misbrug.

- Det kan være svært for nogle, man kan få abstinenser og man kan få det skidt. Men det giver også nogle muligheder, for at finde ud af om det er det, man vil med sit liv, siger hun.

- Det, synes jeg, også er vigtigt. Brug de muligheder, der er. Ring til Allorfik, hvis du har behov for det. Få fat i sundhedsvæsenet, hvis du har brug for det. Du er så velkommen, siger Birgit Niclasen.

Telefonnummeret til Allorfik i Nuuk er 53 12 42 og 52 53 43.

Man kan henvende sig telefonisk til Allorfik i Nuuk alle hverdage fra klokken 9 til 15.

Kommentarer