Alle fly til og fra Nuuk er aflyst

Det er i øjeblikket hverken muligt at komme til eller fra Nuuk lufthavn. Derudover er det kun lufthavnene i Ilulissat, Aasiaat og Kulusuk, der mandag kan sende fly afsted, oplyser Air Greenland.
Alle fly er i øjeblikket aflyst til og fra Nuuk Lufthavn Foto © : Martin Chemnitz / KNR
Skrevet af Emil Weis, Jaaku Lyberth
20. april 2026 10:20

Mandag er alle fly til og fra Nuuk aflyst. Derudover er en lang række af lufthavnene i Grønland påvirket.

Det oplyser Air Greenland til KNR.  

I alt skulle seks fly have lettet fra Nuuk lufthavn og 10 fly have landet i dag mandag den 20. april, som nu alle står som aflyst. 

Det drejer sig både om fly til og fra Ilulissat, Sisimiut og København. 

Air Greenland oplyser til KNR, at de aflyste fly skyldes det kraftfulde blæsevejr, der mandag har ramt Nuuk og andre steder i landet. 

Hele landet påvirket

Udover Nuuk så er flyene i resten af landet også påvirket af vejret. Det oplyser Inga Dóra G. Markussen, der er CSO (Chief Sustainability Officer) hos Air Greenland til KNR. 

- Der var i fredag varsler om storm i dag med styrker op mod 60 knob.  Af den grund fløj vi med to atlantflyvere til Nuuk i går, og fløj dem i resten af kysten, så de kan nå atlantflyene herfra, siger hun og fortsætter: 

- I dag kan vi se, at den ikke er så voldsom, når det handler om Nuuk. Men der er stadig uvejr, og næsten alle flyvninger er aflyst, med undtagelse af Ilulissat, Aasiaat og Kulusuk. 

Hun oplyser også, at selskab stadig beflyver bygderne i området omkring Ilulissat.

Dårligt vejr – måske også tirsdag

Vejret i Nuuk har mandag udviklet sig til en blæsende omgang. 

DMI fortæller, at der syd for Aasiaat vil være hård vind til hård kuling med hårde vindstød fra syd og sydøst.

Her klokken 10 om formiddagen er vindstyrken på 15 meter i sekundet med vindstød på 24 meter i sekundet. Det ser dog kun ud til at vokse i styrke frem mod i eftermiddag. 

Ifølge DMI vil vindstyrken nå sin maksimale styrke omkring klokken 17, hvor den vil være næsten 20 meter i sekundet med vindstød på 28,3 meter i sekundet. 

Den ser derfra ud til at falde lidt omkring klokken 19. Tirsdag byder dog også på blæsevejr, men i lidt mindre voldsom grad.

Air Greenland kan stadig ikke sige noget om, hvordan vejret påvirker flytrafikken tirsdag: 

- Vi kigger altid 48 timer frem. Og når vi i takt med tiden kan se, at det vil blive vanskeligt at flyve i, handler vi hurtigt.  Og den fremgangsmåde fastholder vi. Vi håber stadig for i morgen, og ingen flyvninger er aflyst endnu, fortæller Inga Dóra G. Markussen. 

- Hvis vejrudsigten pludselig ændrer sig, vil de rejsende blive kontaktet. Jeg opfordrer dem til at holde øje med deres mail og sms, da en ny rejseplan kan være sendt.