Alice Olsen er ny chef for KNR Radio

Alice Olsen har været fungerende radiochef siden maj. Nu sætter hun sig for alvor i chefstolen.
Alice Olsen har tidligere arbejdet på Atuagagdliutit/Grønlandsposten, på Nuuk TV. Hun har ansat som redaktør på Qanorooq i KNR.  Foto © : Privat
02. januar 2020 16:00

KNR Radio har fået ny chef. Og den nye kvinde for bordenden er Alice S.Olsen.

- Vi er rigtigt glade for, at vi kan præsentere Alice som ny chef for KNR Radio, siger Karl Henrik Simonsen, der er direktør i KNR.

- Alice er superdygtig og engageret, og vi er sikre på, at hun er den helt rigtige til at lede og udvikle KNR Radio i årene frem.

Alice S. Olsen har været fungerende radiochef siden maj, hvor Masaana Egede stoppede for at rykke til et job i Air Greenland. Og hun er meget glad for nu for alvor at sætte sig i chefstolen.

- Jeg er superglad for tilliden og muligheden for at fortsætte med at udvikle KNR Radio sammen med de mange dygtige medarbejdere, der er i KNR, siger hun.

- KNR er et vigtigt holdepunkt og fællesskab for hele landet, og det glæder jeg mig til at gøre endnu stærkere. 

Har lavet avis, radio og tv

Alice S. Olsen er 40 år. Hun dimitterede som journalist december 2003, og derefter blev hun ansat som journalist på Atuagagdliutit/Grønlandsposten, hvor hun var i fire år. 

I 2008 flyttede hun til daværende Nuuk TV og fungerede som journalist, inden hun i 2013 blev ansat som redaktør på Qanorooq i KNR. 

I 2015 flyttede hun til radioen, og i 2016 blev hun redaktør.