Aleqa skifter ud i INI

Trods tilfredshed med resultatet havde Naalakkersuisut også hvæsset kniven før tirsdagens generalforsamling i INI
21. maj 2014 06:50

Så kom turen til det selvstyreejede selskab Ini, som i dag holdt generalforsamling i Sisimiut. Ligesom ved flere af de andre selvstyreejede virksomheder, så valgte formand for Naalakkersuisut også at rokere kraftigt i INI's bestyrelse.

Af de fire selvstyreudpegede bestyrelsesmedlemmer overlevede kun et enkelt. Nemlig formand Jette Larsen.

Ud røg næstformand Kristian May samt Lissi Olsen og Bjarne Krog-Jensen. Lissi Olsen var indtil sidste år faktisk formand for INI's bestyrelse, og var egentligt ikke på valg i år, men Aleqa Hammond havde altså alligevel vurderet, at det var bedst med nye krafter.

Selvom Jette Larsen altså fik lov at blive siddende som bestyrelsesformand, så var hun lidt ærgerlig over den store udskiftning.

- Som bestyrelsesforman vil jeg sige, at det er selvfølgelig ærgerligt, men det er selvfølgelig også aktionærens helt suveræne beslutning, hvem der skal sidde i bestyrelsen. Sådan er det. Det kan vi jo ikke sige så meget til, siger Jette Larsen.

I stedet for de tre fravalgte medlemmer indtræder Carsten Pietras,  Karin Bing Orgland og Jacob Abelsen.

I forhold til selskabets økonomi var der ellers kun positive toner fra boligselskabet. Efter et underskud i 2012 på 2,1 millioner kroner kunne aktieselskabet i år præsentere et overskud på 924.000 kroner. 

- Det er faktisk på niveau med det, vi havde forventet, siger en tilfreds Jukku Mølgaard, der er administrativ direktør for Ini.

Han peger på, at der har været helt ekstraordinære indtægter i 2013.

- Blandt andet på nogle gebyrer, som beløber sig til 1,8 millioner kroner. Og derudover lidt mere indtægt end forventet i vores byggeteknik. Så det er faktisk på grund af de to forhold, at vi har fået positivt resultat i 2013, siger administrerende direktør i Ini Jukku Mølgaard.

Aleqa Hammond gør det i en udtalelse dog også klart, at den store udskiftning hverken hænger sammen med resultatet eller bestyrelsens arbejde.

- På Naalakkersuisuts vegne vil jeg gerne takke Boligselskabet Ini for et godt samarbejde i året 2013. Vi er glade for at se, at selskabet har leveret et tilfredsstillende resultat, selvom der fortsat er rum for forbedringer. Ini er i en fortsat udvikling, og de afgående bestyrelsesmedlemmer har bidraget positivt til denne udvikling. Til dem vil jeg gerne overbringe Naalakkersuisuts påskønnelse og store tak for deres arbejde, siger Aleqa Hammond.