Folketingsarbejde Aleqa og Aajas mærkesager

Grønlands folketingsmedlemmer har få fælles mærkesager - og mange hver for sig.
Aleqa og Aaja fremlægger visioner for arbejdet i Folketinget i Det Grønlandske Hus i Købenahvn, oktober 2015
Foto © : Helle Nørrelund Sørensen/KNR
07. oktober 2015 13:41

Op mod 70 mennesker mødte mandag aften op i Det Grønlandske Hus i København for at høre Aleqa Hammond (S) og Aaja Chemnitz Larsen (IA) præsentere deres visioner for arbejdet i Folketinget de kommende fire år.

Og det er primært hjælpen til socialt udsatte grønlændere i Danmark og behovet for flere grønlandske præster i Danmark, som de to politikere er enige om at kræve en større indsats over for fra dansk side.

- Jeg tror generelt i forhold til justitsområdet, at der vil være mange ting de kommede år, som vi vil være enige om, men som vi nok går forskelligt til, sagde Aaja Chemnitz Larsen til KNR.

IA: Grønland på verdenskortet
Under overskriften “Vækst, velfærd og en plads i verdenssamfundet” præsenterede Aaja Chemnitz Larsen Inuit Ataqatigiit som ‘Grønlands frie stemme’ i Folketinget. Modsat Siumut er IA ikke en del af en dansk folketingsgruppe, men åben for samarbejde med alle partier, understregede Chemnitz Larsen.

Inuit Ataqatigiits program i Folketinget:

Vækst - Interessen for Grønland og Arktis skal genskabes på den internationale scene. 

- For få år siden var der stor interesse for at investere i Grønland. Det momentum har vi tabt, og det skal vi have genskabt, sagde Aaja Chemnitz Larsen.

Hun tilføjede, at hun gerne ser den danske stat gå sammen med Selvstyret om at lægge penge i en fælles investeringsfond til gavn for erhvervsprojekter i Grønland.

Velfærd - Særligt retsområdet i Grønland skal styrkes herunder at få opdateret lovgivningen i Grønland.

- Rigtig mange love i Grønland stammer helt tilbage fra 50’erne og 60’erne, og det betyder, at praksissen også er gammeldags. Det skal vi have lavet om, så lovgivningen svarer til nutidens forhold, sagde Aaja Chemnitz Larsen.

Bedre vilkår for grønlændere i Danmark generelt. IA ønsker en styrket indsats i de danske kommuner over for udsatte grønlændere, særligt når Strategien for Udsatte Grønlændere udløber i 2016

Herudover skal der ses på fremdriftsreformen, som den tidligere danske regering indførte for at få flere unge hurtigere igennem uddannelserne, men som IA mener rammer grønlandske studerende hårdere.

En plads i verdenssamfundet - Grønland bør høres i alt, hvad der vedrører Grønland og Arktis i Folketinget.

- Faktisk mener jeg, at alt, hvad der bliver drøftet om Grønland og Arktis i Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget, bør tages op på lige fod i vores tilsvarende udvalg (Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg, red.) i Inatsisartut, lød det fra Aaja Chemnitz Larsen.

 

Siumut: Danmark skal have en Arktis-plan
Med færre overordnede linjer, men flere konkrete sager, fremlagde Aleqa Hammond sine mål for folketingsarbejdet. Et arbejde, hun i øvrigt går ‘strategisk til værks’ overfor, sagde hun, bl.a. ved at være medlem af Socialdemokraternes folketingsgruppe.

Retsområdet i Grønland - Grønland og Danmark skal være på samme niveau inden for retsområdet

Siumut vil holde statsministeren op på ordene i regeringsgrundlaget om, at ‘opprioritere løbende at opdatere lovgivningen for Færøerne og Grønland på områder, som Danmark har ansvaret for.

Bedre forhold for grønlændere i Danmark

Hammond understregede, at der er behov forbedre oplysning om Grønland og grønlændere over for danskere samtidig med, at indsatsen over for grønlændere i Danmark skal styrkes.

Til gengæld mener hun, at man i Grønland generelt skal se indad også.

- Vi skal holde op med tro, at en enkeltbillet til Danmark er løsningen til et bedre liv. Derfor skal vi se på, hvad vi kan gøre for at få grønlændere til at have deres liv i Grønland, sagde Aleqa Hammond.

Kontinentalsokkel - Det fælles dansk-grønlandske krav om en del af Nordpolen bør følges op med en oprustningen inden for forskning i Arktis.

Suverænitet over beflyvninger af Grønland

Ny forsvarsaftale med Danmark

Free Association 

Siumut ønsker at arbejde for, at Grønland bliver en selvstændig nation inden for et samarbejde med Danmark i FN-modellen Free Association.