Al færdsel i Nassuttooq og Amitsorsuaq frarådes

Foto © : Qaasuitsup Kommunia
04. august 2017 17:45
Versionist Mads Lynge

Grundet større brande fraråder Grønlands Politi al færdsel, herunder vandring og jagt, i to områder omkring Nassuttooq og Amitsorsuaq.

I området omkring Nassuttooq (position: 67 51 6N og 51 32 4V) brænder et ca. 5-15 kvadratkilometer stort landområde på halvøen. Branden afgiver røg i op til ca. 2 kilometers højde, som spreder sig flere hundrede kilometer ud til alle sider i større og mindre koncentration.

I området ved Amitsorsuaq (position: 66 56 13N og 51 48 77V) er et ca. 800 x 800 kvadratmeter stort landområde i brand. Branden afgiver røg til området.

Røgen kan være årsag til, at personer mister orienteringen i områderne.

Der er ikke udsigt til, at brandene vil ophøre indenfor de nærmeste dage.

Myndighederne følger udviklingen nøje.