Halvanden måned efter valget: Aki-Matilda Høegh-Dam er uafklaret om dobbeltmandat

I mere end en måned har Naleraq-politikeren Aki-Matilda Høegh-Dam ikke givet sine vælgere klar besked på, om hun fortsætter i Folketinget.
Aki-Matilda Høegh-Dam (N) er disse dage i København, hvor hun passer sit mandat i Folketinget. Foto © : Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
23. april 2025 14:30

Aki-Matilda Høegh-Dam kunne tage armene i vejret på valgaftenen 11. marts. Her blev hun nemlig valgt ind i Inatsisartut for Naleraq med hele 2.954 stemmer.

Og det er ikke første gang, at vælgerne har givet hende massiv opbakning. I 2022 fik Aki-Matilda Høegh-Dam 6.670 personlige stemmer, da hun stillede op til Folketinget, dengang for Siumut.

Men siden valget til Inatsisartut for nu mere end seks uger siden har det stået uklart, om Aki-Matilda Høegh-Dam fortsætter sit arbejde i både Folketinget og Inatsisartut.

For to år siden meddelte Aki-Matilda Høegh-Dam, at hun ikke ville genopstille til Folketinget ved næste valg. Kommentaren faldt, efter hun i juli 2023 tabte formandsvalget i Siumut. 

Og til det danske medie Radio IIII sagde Naleraq-politikeren 11. marts, at hun forventede at trække sig fra Folketinget, hvis hun blev valgt til Inatsisartut.

KNR har gentagende gange bedt om et interview med hende om sagen. Vi vil blandt andet høre, hvordan hun praktisk kan passe begge folkevalgte pladser, når samlingerne i Inatsisartut og Folketinget til efteråret foregår samtidig.

En uge efter Inatsisartut-valget sagde Aki-Matilda Høegh-Dam til KNR: 

- Jeg regner med at holde orlov, og at det bliver suppleanterne, som kører videre.

Hvornår orloven skulle gælde fra, svarede hun dengang ikke sikkert på. Men det ville bliver senest blive til oktober, hvor næste folketingsår starter.

Regler - orlov fra Folketinget

I Folketinget kan politikere modtage løn under orlov, hvis de opfylder en af disse bestemmelser:

  • Graviditet, fødsel eller adoption
  • Sygdom, pleje af alvorligt syge børn eller af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem
  • Udsendelse i offentligt hverv til udlandet eller Færøerne eller Grønland
  • Møder i Færøernes Lagting eller Grønlands Inatsisartut.
  • Ministerorlov til udsendelse i offentligt hverv til udlandet eller Færøerne eller Grønland

Under orlov modtager medlemmer af Folketinget en løn på cirka 71.000 kroner om måneden. 

Kilde: Håndbog i folketingsarbejde / Folketinget.dk

 

- Vi er i gang med at vurdere situationen, men jeg er i dialog med suppleanterne, og jeg håber, at jeg kan sende dem afsted forberedte. 

Naleraqs pressemedarbejder i Folketinget oplyser til KNR, at 'der ikke er noget nyt i sagen', og at Aki-Matilda Høegh-Dam stadig 'er uafklaret om hele situationen'. Hun vil dog gerne stille op til interview med KNR, når hun er afklaret, er meldingen.

Under orlov modtager medlemmer af Folketinget en løn på cirka 71.000 kroner om måneden. Medlemmer af Inatsisartut får et honorar på cirka 50.000 kroner om måneden. 

Uvist hvem der kan træde i stedet

Over for KNR oplyser Folketingets Formands- og Direktionssekretariatet i en mail, at 'Aki-Matilda Høegh-Dams status som medlem af Folketinget er uændret'.

Tirsdag i denne uge deltog hun da også i andenbehandlingen i Folketinget om en ændret lov for anbringelser af grønlandske børn i Danmark.

Hvis Aki-Matilda Høegh-Dam søger orlov fra Folketinget, går pladsen i første omgang videre til 1. suppleant Markus E. Olsen. Han deltog som suppleant i Folketingets åbning i oktober 2023, mens Aki-Matilda Høegh-Dam var på kursus i USA.

KNR har gentagende gange forsøgt at få fat på ham, men uden held.

De næste på listen er andensuppleant Karina Zeeb og tredjesuppleant Elvira Kûitse.

Folketingsåret slutter 4. juni og starter igen 7. oktober. Efterårssamlingen i Inatsisartut starter 19. september.