Aka Høegh tildelt af Nersornaat i sølv

Formandskabets 2. næstformand Kim Kielsen har tildelt Nersornaat i sølv til Aka Høegh, ved en højtidelighed der blev holdt på Sulisartut Højskoliat Qaqortoq i dag.
Skrevet af Simon Uldum -
16. september 2013 05:09

Formandskabet for Inatsisartut tildeler Aka Høegh Nersornaat i sølv med begrundelse i, at hun over en længere periode og i en væsentlig grad har ydet en fortjenstfuld indsats for Grønland ved hendes mangfoldige virke som kunstner og formidler af grønlandsk kunst på internationalt plan som maler, billedhugger og grafiker.

Inatsisartuts 2. næstformand fremhævede blandt andet i sin tale for Aka Høegh følgende:

- Du har om nogen nulevende kunstner og i en menneskealder, både påvirket og inspireret Grønlands kunstneriske miljø og formået at knytte kunsten tæt til mange menneskers hverdag. Her tænker jeg særligt på dine mange udsmykningsarbejder i samfundet.

Et flot samarbejde med Prinsegemalen viser ligeledes din universelle kunstformidlingsdygtighed. Ligesom Folketinget har fornøjelsen af at nyde dine kunstudtryk i Folketingets Grønlandsværelse.

Du var en af frontløberne i fornyelsen i Grønlands billedkunst op gennem 70-erne. Du har illustreret mangfoldige udsmykninger, illustrationsopgaver, frimærker, portrætter og landskaber. Dette frembrud af nye kunstneriske udtryk – samt troen på at det var vigtigt at kulturen fik plads og var fornyende, parallelt med det politiske livs vej mod selvstændighed – er baggrunden for nutidens righoldige kulturliv.

Det er derfor også et naturligt forløb, at du arbejder ihærdigt for etableringen af et nationalgalleri for kunst, som skal sætte Grønland på kunstens verdenskort, som et samlingssted for folket og gæster udefra.”