Air Greenlands islandsrute er lukket frem til slutningen af januar – indtil videre

Gæster fra Island må vente med at flyve direkte til Grønland i et stykke tid. Flyselskabet har indtil videre sat en dato.
I dag lukker luftrummet mellem Grønland og Island. Selvstyret vil nemlig gerne samle alle indrejsende i et sted. Det er i Københavns Lufthavn. Foto © : Daniel Incandela/Flickr Creative Commons
Skrevet af Malik Brøns
09. november 2020 12:39

Flyruten mellem Island og Grønland kommer ind til videre til at være lukket frem til udgangen af januar 2021.

Det oplyser Air Greenland i en pressemeddelelse.

Flyselskabet ved endnu ikke præcist, hvornår luftrummet skal åbne igen. 

LÆS OGSÅ Corona stopper alle flyvninger mellem Grønland og Island fra på mandag

Derfor er en afgang mellem Nuuk og Keflavik på lørdag aflyst som den første.

Kunder, der er berørt, vil automatisk få refunderet billetten af Air Greenland. Hvis billetten er købt hos en rejseagent eller anden udbyder, skal kunden kontakte denne.

Luftrummet lukket i dag

I dag lukker luftrummet mellem Grønland og Island. Det betyder, at hvis man skal fra Island til Grønland eller fra Grønland til Island, skal man først tage turen til København og videre derfra.

Selvstyret vil nemlig gerne have, at alle indrejsende til Grønland bliver samlet på ét sted - og det skal være i Københavns Lufthavn. 

På den måde får alle rejsende også den samme type coronatest, som de skal vise et negativt svar på ved check in.

Ifølge Coronasekretariatet har der sjældent været problemer med de testede fra Island, men der bliver bedre styr på de indrejsende til Grønland, når alle indrejsende kommer ind via en enkelt lufthavn. Og det skal være København, vurderer Selvstyret.

I København har Air Greenland en aftale med Rigshospitalet, hvor passagerer kan blive testet inden afrejse, og svar på testen sendes direkte til Air Greenland.