Aflyste koncerter: Coronavirus bliver dyr for musikere

Scenekunstnere mister penge på grund af aflysninger af koncerter på grund af frygt for spredning af coronavirus, oplyser formand for musikernes landsforening.
Musikere
Musikere står til at miste mange penge på grund af coronavirus. Foto © : Noah Mølgaard
Skrevet af Noah Mølgaard
20. marts 2020 07:10

Der er aflysninger og udsættelser af planlagte koncerter i forskellige byer.

Det sker efter, at landslægen fraråder arrangementer med mere end 100 deltagere. Musikernes landsforening Kalaallit Nipilersortartut forudser store tab af indtægter på grund af frygt for coronasmitte.

- En række koncerter er aflyst eller udsat. Der er enkelte musikere, der kun lever af at spille musik. De går en hård periode i møde, fordi de ligesom andre skal betale husleje og have penge til mad, siger Inunnguaq Petrussen, der er formand for musikernes forbund Kalaallit Nipilersortartut.  

LÆS OGSÅ Statsministeren til Grønland: Sæt ind med alt, hvad I har

- Andre musikere har fast arbejde og spiller musik i deres fritid. De skal nok klare sig, selvom de også taber indtægter. Vi er heldigvis blevet informeret om, at værtshuse udsætter planlagte jobs for musikere, så vi kan få vores indtægter, når coronapandemien er overstået, siger han.

Der er også store beløb på spil til festivalen Arctic Sounds Festival, der skulle have været holdt fra 9. april i Sisimiut.

Store beløb

Festivalen er nu udsat, men der er ikke sat ny dato på.

- Vores rejsebudget ligger på 6-700.000 kroner. Vi har endnu ikke købt alle billetter, men havde købt restriktive billetter for cirka 250.000 kroner. Air Greenland har heldigvis meddelt at restriktive billetter nu kan ombookes. Vi undgår stort tab på den måde, siger Jacob Froberg fra Arctic Sounds Festival til KNR.

- Vi har samarbejde med flere forskellige. Vi skal derfor have koordineret fastsættelse af ny dato, når coronasmitten er overstået, siger han.

LÆS OGSÅ Coronafrygt: Skoler lukker og flytrafik stopper fra fredag

Kalaallit Nipilersortartut er nu i dialog med Departementet for Kultur og Uddannelse, nu hvor kulturlivet er sat på standby på grund af coronavirus. En del musikere søger kulturelt arbejdslegat i Selvstyret, hvor ansøgningsfristen er 1. maj.

- Vi har en dialog med selvstyret. Koncerter og optræden i værtshuse er aflyst eller udsat. Det vil derfor være godt, hvis ansøgningsfristen for kulturelt arbejdslegat bliver fjernet, så musikere kan arbejde med kompositioner i deres hjem og stadig have indtægter, siger formand for Kalaallit Nipilersortartut Inunnguaq Petrussen.

KNR har debat om coronapandemiens konsekvenser for kulturlivet. Det er onsdag klokken 11 i KNR-radio og på KNR-TV torsdag klokken 20.