De 22 eksperimentbørn blev sendt til Danmark fra Grønland i 1951. De havde hovedrollen i et opdragelsesforsøg, hvor målet var at gøre børnene mere danske, så de kunne vende tilbage til Grønland som rollemodeller.Foto: Foto fra filmen Eksperimentet

Advokat undersøger mulighed for erstatning til eksperimentbørn

En advokat skal undersøge, om der kan rejses en sag mod staten.

I december fik de en undskyldning fra statsminister Mette Frederiksen. Nu skal en advokat undersøge, om Eksperimentbørnene også kan få erstatning.

Advokaten var også på en anden meget omtalt sag om erstatning – nemlig sagen med Godhavnsdrengene i Danmark. 

Det oplyser Aaja Chemnitz Larsen, der sidder i Folketinget for Inuit Ataqatigiit. 

LÆS OGSÅ Eksperimentbørn: Mette Frederiksen giver officiel undskyldning i brev

Advokat Mads Pramming bekræfter overfor KNR, at han også lige er startet på sagen med Eksperimentbørnene. Han skal undersøge mulighederne for, at de kan lægge sag an mod staten - og målet er en erstatning til de tilbageværende aldrende eksperimentbørn.

Og det mangler bare, mener Aaja Chemnitz Larsen.

Eksperimentbørnene 

De 22 eksperimentbørn blev sendt til Danmark fra Grønland i 1951.

De havde hovedrollen i et opdragelsesforsøg, hvor målet var at gøre børnene mere danske, så de kunne vende tilbage til Grønland som rollemodeller.

Men da de kom hjem igen, havde de glemt deres sprog og måtte ikke bo hos deres familier. I stedet blev de placeret på et børnehjem i Nuuk. 

6 af de 22 lever i dag. De er omkring 80 år. 

- Ved at give undskyldningen til eksperimentbørnene påtog regeringen sig det moralske ansvar. Det anerkender jeg fuldt ud. Ved at give en økonomisk erstatning til eksperimentbørnene påtager de sig også det juridiske ansvar, hvilket er på sin plads, siger hun. 

300.000 til godhavnsdrengene

I februar fik 17 tidligere beboere på børnehjemmet Godhavn i Nordsjælland tilkendt 300.000 kroner hver i godtgørelse af staten for misrøgt efter at have indgået forlig. 

De 17 stævnede staten i 2020, efter at statsminister Mette Frederiksen undskyldte for den behandling, som en stor gruppe børn blev udsat for på børnehjem i 1960'erne og 1970'erne.

LÆS OGSÅ Tidligere eksperimentbarn: Grønland bør også sige undskyld

 - Regeringen anerkendte deres fulde ansvar i forhold til Godhavnsdrengene og indgik forlig med dem, så 17 tidligere anbragte hver fik 300.000 kroner i erstatning. Det eksperimentbørnene og Godhavnsdrengene har oplevet var et groft svigt fra staten. Jeg mener ikke det er i orden, at staten gør forskel og kun sikrer godhavnsdrengene erstatning, siger Aaja Chemnitz Larsen. 

Har tidligere nægtet erstatning

Den danske stat har indtil nu afslået erstatning til de seks aldrende eksperimentbørn. 

- Selve anerkendelsen af fortidens fejl er det centrale, og at det er vigtigt, at vi med anerkendelsen lærer af de fejl, der tidligere er begået, så historien ikke gentager sig, sagde den danske indenrigsminister Astrid Krag i maj – fem måneder efter, at statsministeren sagde undskyld. 

Det tidligere Naalakkersuisut nægtede blankt at sige undskyld. Også selv om en historisk udredning af sagen viser, at Grønlands landsråd i sin tid bakkede op om eksperimentet - 19 ud af 23 medlemmer stemte for at sende børnene afsted til Danmark.

LÆS OGSÅ Udredning: Eksperimentet var ude af kontrol og gav dybe, menneskelige sår

I december sagde naalakkersuisoq for sociale anliggender, Martha Abelsen (S) til KNR:

- Jeg anser sagen for at være lukket. (...) Undskyldningen har vi fået fra Mette Frederiksen. Så der slutter sagen, lød det fra Martha Abelsen.

Kommentarer



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl

KNR TV: TekstTV

Tjek information her:

TTV s 113 Dagligt opdaterede nyheder

TTV s 400 Flyinformation ankomst/afgang

TTV s 350 TV oversigt

TTV s 610 Radio oversigt