Aaja Chemnitz er enig: Kørekort til ATV bør droppes i bygder

Konsekvensen af at kræve kørekort til ATV er, at affald hober sig op, siger tidligere bygdeforeningsformand.
Senest har bygdeforeningen krævet, at alle skal kunne sætte sig op på en ATV og styre den rundt uden at eje et kørekort i en bygd. Foto © : Kim Sungwon
Skrevet af Christine Hyldal
19. september 2022 13:24

- Jeg forstår godt bygdeborgernes frustration. 

Det siger Aaja Chemnitz Larsen, der er folketingsmedlem for IA, i sagen om, hvorvidt kørekort til ATV i bygder bør droppes eller ej. 

Senest har bygdeforeningen Kanunupe krævet, at alle skal kunne sætte sig op på en ATV og styre den rundt uden at eje et kørekort i en bygd.

Ifølge bygdeforeningen er det svært at tage køretimer, når man bor i en bygd. Og konsekvensen er, at affald hober sig op rundt omkring, uden at nogen fjerner det, siger den tidligere formand, Ove Villadsen.

Og det er Aaja Chemnitz Larsen helt enig med ham i.

Toiletposer og lugtgener

- Ophobning af affald, poser med afføring, lugtgener og risiko for spredning af sygdom er noget, ingen af os kan acceptere, siger hun. 

- Derfor er der brug for, at der kommer en ændring, så der ikke længere er krav om kørekort til ATV i bygderne. Man kan ikke blive ved med at sylte sagen.

LÆS OGSÅ Bygdeforeningen: Afskaf kravet om kørekort til ATV i bygderne

 - Man kan ikke sammenligne forholdene i bygderne med forholdene i byerne. Der er ikke asfalterede veje, og landskabet er stenet og kuperet, og der er enten en grusvej eller stier og kun veje få steder. Derfor er der stærkt brug for en revidering af lovgivningen omkring kravet om kørekort til ATV, siger Aaja Chemnitz.

Arbejdsgruppe mødes en gang hvert halve år

En arbejdsgruppe er i gang med at undersøge sagen. Naalakkersuisut og Transportministeriet i Danmark arbejder sammen, fordi transportområdet ikke er hjemtaget og hører under Danmark.

Arbejdsgruppen skal undersøge, om det er muligt at fjerne kravet om kørekørt for at føre en ATV - for det er slet ikke første gang, det bliver kritiseret.  

LÆS OGSÅ Udvalg skal undersøge krav til at køre ATV i Grønland

I 2017 spurgte Henrik Flesicher, der er medlem af Inatsisartut for Siumut, til kravene for at få ATV-kørekort her i landet.

Dengang var han medlem af Partii Naleraq.

I 2020 tog Aaja Chemnitz Larsen også sagen op igen i et skriftligt spørgsmål til transportminister Benny Engelbrecht (S).

En arbejdsgruppe er gået i gang nu og mødes én gang hvert halve år, siger Erik Jensen, der er naalakkersuisoq for infrastruktur, til KNR.

Hvis kravet om kørekort skal droppes til ATV'er i bygder, skal der være sikkerhed for, at de terrængående køretøjer kan føres på en "færdselssikkerhedsmæssigt forsvarlig måde", sagde den den danske transportminister for to år siden.