935 nye skattekort er på vej til berørte borgere

Forkerte trækprocenter i forbindelse med pensionsindbetalinger har fået Skattestyrelsen til at åbne en hjælpe-hotline.
Skattestyrelsen har åbnet hotline for spørgsmål til nye obligatoriske pensionsordning. (Arkivfoto) Foto © : Matt Madd/Flickr Creative Commons
23. januar 2020 07:50

I sidste uge sendte Skattestyrelsen nye skattekort til 935 borgere. Det sker i kølvandet på de sager, der har været med forkerte trækprocenter i forbindelse med, at over 6.000 borgere ikke har opfyldt kravene i loven om obligatorisk pension.

Sagen kort

- 6.628 borgere har ikke indbetalt penge nok til den obligatoriske pensionsordning. Derfor er Skattestyrelsen gået i gang med at opkræve de manglende beløb.

- Det betyder, at de 6.628 borgere skal betale mere via skat i år for at leve op til loven om at spare op til egen pension.

- Borgerne hæves mellem to og seks procent i skat alt efter, hvor stor en indkomst de har.

- Den tvungne pensionsopsparing trådte i kraft 1. januar 2018, og det er først i år, at Selvstyret og Skattestyrelsen får folk til at indbetale til deres pension via en højere trækprocent.

Kilde: KNR

Flere hundrede borgere kan altså forvente at modtage nye skattekort og indhandlingskort uden hævet trækprocent med posten inden længe.

Det oplyser Skattestyrelsen tirsdag i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ Pensionsklemme: Mange breve nåede ikke frem til modtagere

Stadig udfordringer trods nye kort

Dem, der modtager de nye kort, er borgere, der har dokumenteret, at de har opfyldt deres opsparingsforpligtelse for 2018 i forhold til pension. Det samme gør dem, der mangler at indbetale under 1.000 kroner.

Ifølge Skattestyrelsen risikerer borgere med arbejdsgiveradministreret pensionsordning, hvor arbejdsgiveren ikke har indberettet pensionen korrekt, dog fortsat at opleve problemer.

Der er også fortsat udfordringer med skattekort til statens tjenestemænd, lyder det fra styrelsen.

Hotline er åbnet tirsdag

Borgere, der har spørgsmål til den nye tvungne pensionsordning, kan fra tirsdag søge hjælp via en særlig hotline. 

For at imødekomme borgere med spørgsmål, har Skattestyrelsen nemlig valgt at åbne en gratis hotline, hvor man kan komme igennem ved at ringe på +299 80 11 33 og få svar på sine spørgsmål.

Skattestyrelsens hotline har åbent mellem klokken 8.00 og 17.00 i hverdagene.

Den obligatoriske pension betyder, at personer, der er fyldt 18 år, og som er fuld skattepligtige i Grønland, skal indbetale til en pensionsordning indtil sin pensionsalder.