80.000 turister er strandet i Kinas Hawaii efter coronaudbrud

Det kræver fem negative test, hvis turister lovligt skal forlade feriebyen Sanya, også kendt som Kinas Hawaii.
Kina holder som det eneste land i verden stadigvæk fast i en politik om nul procent corona. Foto © : Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
08. august 2022 08:37

80.000 turister er strandet på feriedestinationen Sanya i Kina på grund af coronanedlukning. Byen ligger på øen Hainan.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Sanya er i internationale medier også kendt som "Kinas Hawaii" på grund af gode forhold for surfing og hvide sandstrande.

Lørdag aflyste myndighederne alle tog og fly til og fra Sanya ifølge BBC. Det skete dagen efter, at 263 positive tilfælde af coronavirus var bekræftet.

Rejsende skal nu fremvise fem negative test på syv dage, inden de får lov til at forlade turistdestinationen. Hoteller i byen er blevet bedt om at give turister 50 procent rabat på overnatninger, indtil restriktionerne bliver lettet igen.

Kina holder som det eneste land i verden stadigvæk fast i en politik om nul procent corona. Det leder til lange isoleringer af indbyggere og omfattende nedlukninger.

LÆS OGSÅ Wuhan sender en million i isolation efter fire coronatilfælde

Landets grænser har samtidig stort set været lukket siden starten af 2020. Det har sat sit præg på turismen i landet.

Sanya er ikke den eneste by på øen Hainan, der er ramt af nedlukninger. Det skriver mediet Bloomberg.

Udbruddet på den populære ferieø kommer samtidig med højsæsonen for turister. Nedlukningen har dermed flere steder lukket for muligheden for at besøge øens mange karaokebarer, pubber og spafaciliteter.

Supermarkeder og apoteker er stadigvæk åbne.

Hainan er ikke det eneste sted i Kina, som de seneste måneder er blevet lukket ned. Også i en forstad til Wuhan, byen i det centrale Kina, hvor de første tilfælde af coronavirus blev registreret, blev der i sidste måned genindført nedlukning.

Den rammer i alt én million mennesker og er forårsaget af blot fire smittetilfælde, skriver BBC.

I juni kunne 25 millioner indbyggere i Shanghai vinke farvel til to måneders nedlukning i storbyen i det østlige Kina.