500 medarbejdere i Tasiilaq får lokal chef for første gang

Kommuneqarfik Sermersooqs ansatte i Tasiilaq og bygder får ny chef. Det bliver Hjørdis Viberg, der har boet i byen de seneste seks år.
Hjørdis Viberg med borgmester Asii Chemnitz Narup
Skrevet af Kenneth Elkjær
04. juli 2018 11:15

For første gang får kommunens ansatte en lokal chef, som de kommer til at refere til. Det bliver 54-årige Hjørdis Viberg, der får personaleansvar for 500 medarbejdere, oplyser hovedstadskommunen.

Hun kommer fra en stilling som produktionschef ved Filatelia i Tasiilaq. Hun spiller i forvejen en aktiv rolle i byen, hvor hun er formand for butiksrådet og skolebestyrelsen.

- Tasiilaq har i de sidste seks år været mit hjem. Jeg har derfor et godt indblik i udfordringerne, men også de mange styrker vi har som lokalsamfund, og jeg glæder mig rigtigt meget til at komme i gang med arbejdet med at forbedre forholdene for borgerne og kommunalt ansatte i byen, siger Hjørdis Viberg.

LÆS OGSÅ Forebyggelse af kriminalitet skal starte i Tasiilaq

Medarbejderne kommer stadig til at refere til chefer i Nuuk, når der er tale om faglige spørgsmål. Men Hjørdis Viberg får personaleansvaret, hvilket har været et ønske fra lokale organisationer, erhvervslivet og ansatte i kommunen.

- Hjørdis har den ledelsesmæssige erfaring, der skal til for at påtage sig den store opgave, det er at være chef for over 500 mennesker. Hun har samtidig et smittende engagement og et stort hjerte for Tasiilaq. Derfor er jeg sikker på, at hun er den helt rigtige person til at stå i spidsen for vores udviklingsplan for byen, siger kommunaldirektør i Kommuneqarfik Sermersooq, Lars Møller-Sørensen.

LÆS OGSÅ Kommune kan ikke finde personale til Tasiilaq