26 autoriseret som hundevaccinatører

Grønland har fået 26 nye uddannede personer, der kan vaccinere hunde i slædehundedistriktet fra Sisimiut og nordpå.
Foto © : Carl Skou
Skrevet af Karsten Sommer
13. oktober 2017 08:04

Grønland har fået 26 nye uddannede personer, der kan vaccinere hunde i slædehundedistriktet fra Sisimiut og nordpå.

De er alle blevet autoriserede hundevaccinatører og har fået opgraderet deres viden om hunde, sundhed og sygdomme, fortæller Veterinær- og Fødevaremyndigheden, VFMG, i en pressemeddelelse.

Kurserne er afholdt i Ilulissat, Upernavik og Sisimiut.

Dermed er de 26 personer klar til at mikrochippe og vaccinere landets slædehunde.

LÆS OGSÅ Mistanke om hundesyge

VFMG bruger mange ressourcer på at sikre slædehundenes sundhed. Der ydes dyrlægefaglig bistand og rådgivning, og uddannelsen af vaccinatører er et af mange tiltag, der gøres for at bevare den grønlandske slædehund.

For slædehunden er en vigtig del af Grønlands kulturarv og med ændringen af “Slædehundeloven”, som trådte i kraft 1. januar 2017, er der sat yderligere fokus på arbejdet med at sikre dens fremtid, skriver Veterinær- og Fødevaremyndigheden.

LÆS OGSÅ Hundehvalpe skal vaccineres

Lovændringen betyder, at alle hunde skal vaccineres mod hundesyge og parvovirus. Desuden skal hundene mikrochippes og alle data, om hundene og deres ejere, bliver løbende samlet i en landsdækkende database.

Veterinær- og Fødevaremyndigheden glæder sig til samarbejdet med de nyuddannede vaccinatører.

- De udfører nemlig et stort og vigtigt arbejde for borgerne, myndighederne og ikke mindst for hundene i hele Grønland, påpeger VFMG.

LÆS OGSÅ Ilulissat værner sig mod hundesyge