25-50 kroners prisstigning på el

Nukissiorfiit er ramt af prisstigninger på olie, og det betyder prisstigninger nu og sandsynligvis også ved årsskiftet.
07. oktober 2014 08:00

El-priserne fra Nukissiorfiit stiger med lidt over fem procent fra 1. oktober. Det meddeler virksomheden nu.

 

Det betyder, at en gennemsnitlig familie på fire personer vil skulle regne med at betale 25-50 kroner mere om måneden for elektricitet, afhængig af, om de bor et sted, hvor det er billigt eller dyrt at producere energi, fortæller konstitueret energichef, Michael Pedersen.

 

- Olieprisen steg per 1. august, så derfor har vi så indstillet til Naalakkersuisut, at det også kommer til at påvirke vores elpriser. Det er fordi, en stor del af vores omkostninger er olie, og det bliver dyrere at lave energi, når olieprisen stiger.

 

Hvordan vil det ramme i de forskellige byer og bygder?

 

- Vores maksimalpris stiger med 18 øre til 3,47 kroner per kilowatt-time (typisk byer uden vandkraft) og minimalprisen stiger til 1,71 kroner per kilowatt-time (typisk byer med vandkraft). Der vil være mange steder, hvor prisen vil stige, og få steder, hvor vi holder fast i de nuværende priser. 

 

I forventer en prisstigning mere til næste år - altså om tre måneder allerede. Hvorfor?

 

- Vi gennemgår løbende vores udgifter til blandt andet olie. Det gør vi altid i starten af et nyt år. Hvis olieprisen fortsætter opad, kan der godt komme en ny prisstigning i starten af det nye år, svarer Michael Pedersen.

 

Nukissiorfiit's konstituerede energidirektør minder om, at alle prisstigninger på el, varme og vand kræver, at Naalakkersuisut godkender dem, ligesom de har godkendt denne prisstigning.