20 turistoperatører skal hente inspiration i USA

20 turistoperatører fra hele landet skal på kursus i USA til næste år. Sådan lyder en aftale mellem Avannaata Kommunia og den amerikanske ambassade i Danmark. Amerikanerne betaler for rejserne.
Palle Jerimiassen
- Jeg er glad for amerikanernes interesse i at være med til vores udvikling, lyder det fra Avannaata Kommunias borgmester, Palle Jerimiassen. Foto © : KNR
Skrevet af Andreas Wille
28. oktober 2021 15:30
Versionist Ivik Kristiansen

Borgmester i Avannaata Kommunia, løsgænger Palle Jerimiassen, er lige kommet tilbage til sin hjemby, Ilulissat, efter en tur i Danmark. Dér besøgte han den amerikanske ambassade, og efter mødet kom han ud med en aftale i hånden.

- De vil være med til at udvikle turismen. De har tilbudt at få 20 mennesker i turistbranchen til Amerika, for at undervise dem i, hvordan turisterne bliver serviceret lige fra de ankommer, siger Palle Jerimiassen.

Alle turistoperatører fra hele landet kan være med. Kommunen bliver også repræsenteret, for borgmesteren er ikke i tvivl om, at nogle af hans embedsmænd rejser med.

Grønland skal ikke betale

Alle omkostninger fra rejserne skal betales af amerikanerne.

- Amerikanerne sagde, at de vil betale for rejserne som en økonomisk støtte. Derfor har vi en konkret aftale, der skal udvikle turismen.

Aftalen vil udvikle turismeerhvervet i Avannaata Kommunia, mener en glad borgmester.

Rejser under lavsæsonen

- Det er vigtigt for os at gøre turismen til en bærende søjle for vores økonomi. Det er også vigtigt, at hjemmehørende bliver en større del af det. Derfor vil vi udnytte alle de muligheder, og jeg er glad for amerikanernes interesse i at være med til vores udvikling, lyder det fra Avannaata Kommunias borgmester, Palle Jerimiassen.

Kommunen regner med, at de personer som skal rejse, tager afsted til USA i november næste år. November er et godt tidspunkt, for der er det lavsæson for turismen.

Det er ikke et krav, at deltagerne skal kunne tale engelsk.

Alle ansøgninger bliver dog vurderet, før man beslutter, hvem der skal være med til rejsen.

Ansøgningen skal blive sendt via nettet, men hvornår operatørerne kan søge, er stadig uvist.

Samarbejdet begyndte da amerikanerne besøgte Ilulissat den 17. september, siger borgmesteren. Ifølge ham, har amerikanerne ikke vedhæftede krav til gengæld for støtten.