WWF 180 millioner til baseskrald er en god start

180 mio. kroner er en god start når det kommer til at kortlægge og afhjælpe det svineri de amerikanske baser har efterladt mange steder i landet.
Foto © : Ken Bower
12. januar 2018 07:02

Aftalen om at Danmark de næste 6 år poster 30 millioner kroner årligt i opgaven med at rydde op efter amerikanske baser i Grønland, falder i god jord hos WWF.

- Vi synes, det er et meget godt initiativ som vi har ventet på i mange år.

Projektkoordinator hos WWF i Grønland, Kaare Winther Hansen, er især glad for, at man har udvidet tidsrammen fra fem til seks år og samtidig udvidet økonomien i projektet fra 150 til 180 millioner kroner.

- Det er en rigtig god start til at få kortlagt og påbegyndt en oprydning af de amerikanske militærbaser her i Grønland, siger han.

Kaare Winther Hansen er dog en smule skeptisk i forhold til de områder der allerede i aftalen er udelukket fra at indgå i oprydningsarbejdet.

Han nævner til eksempel fire radarstationer, der findes både på indlandsisen og ved kysten.

 - Der er nogle problematikker med dem hvor der også er noget efterladt brændstof og kemikalier.

Og lufthavnen i Narsarsuaq der ligesom de andre steder der fortsat er i brug ikke er omfattet af aftalen.

- og selvom den stadig er aktiv så er der altså nedgravet noget affald og der er nogle affaldsproblematikker omkring lufthavnen fra amerikanerne, som man også burde tage stilling til, siger projektkoordinator WWF i Nuuk Kaare Winther Hansen.