16-årig klimaaktivist nomineret til Nobels fredspris

Den 16-årige svenske klimaaktivist og skoleelev Greta Thunberg er nomineret til Nobels fredspris.
Greta Thunberg (med hvid hue i midten) begyndte sine skolestrejker for klimaet i august 2018. Foto © : Karin Desmarowitz/Campact/Flickr Creative Commons
15. marts 2019 11:26

Den unge klimaforkæmper har inspireret tusinder med sin ligefremme og kontante tone over for verdens ledere om at få sat skub i at mindske de menneskeskabte klimaforandringer.

Det er tre politikere fra det norske parlament, Stortinget, der har indstillet hende til den fornemme pris.

LÆS OGSÅ Unge vil råbe politikerne op om klimaet

- Vi har foreslået Greta Thunberg, for hvis vi ikke gør noget for at stoppe klimaforandringerne, vil det være årsag til krige, konflikter og flygtninge, siger Freddy André Øvstegård fra Sosialistisk Venstreparti.

Nobelkomitéen afslører navnet på årets fredsprismodtager den 11. oktober.

Greta Thunberg strejker hver fredag for klimaet, og det har startet en verdensomspændende bevægelse med demonstrationer og strejker for klimaet.

LÆS OGSÅ 15-årig svensk pige revser verdens ledere

I dag fredag ventes elever i 2083 byer i 125 lande at deltage i en stor samlet international klimastrejke under initiativet 'Fridays For Future', der er inspireret af Thunberg.

Elever fra 1. og 2. g på GUX Nuuk og elever fra Campus Kujalleq i Qaqortoq deltager også i fredagens strejke. I Nuuk begynder den ved Amisut og i Qaqortoq foran kommunen.