KNI's storslåede vending: 152 millioner i overskud

Efter et svært regnskabsår har KNI vendt underskud til et overskud på 152 millioner kroner. En omfattende omstilling af vareforretningen og et stærkt år i energidivisionen ligger bag resultatet.
KNI vender stort underskud til millionoverskud efter omfattende kursændring. Foto © : Aqqalu-Inuuteq Dahl © Aqqalu-Inuuteq Dahl - KNI Marketing
Skrevet af Isak Hüllert
20. juli 2026 16:15

Sidste år tabte det selvstyreejede forsynings- og handelsselskab KNI 83,2 millioner kroner. 

I det netop afsluttede regnskabsår har selskabet vendt underskuddet til et overskud før skat på 152,4 millioner kroner – en forbedring på 236 millioner kroner på ét år, og 'væsentligt bedre end budgetteret,' står der i årsrapporten.

Ifølge koncernen skyldes den omfattende kursændring både et stærkt år i energiforretningen og en omfattende omstilling af varedivisionen.

Energien rykker

Det er især energidivisionen - som leverer brændstof, smøreolie og tekniske gasser i hele landet - der har løftet årets resultat. 

Divisionen kom ud med et overskud før skat på 116,2 millioner kroner mod 9,5 millioner kroner året før.

Fremgangen skyldes især et stort salg af brændstof til krydstogtskibe, fiskeriet, mineindustrien og andre kommercielle kunder uden for KNI's servicekontrakt.

Samtidig understreger KNI, at de almindelige forbrugere ikke har finansieret overskuddet gennem højere brændstofpriser. 

Brændstofpriserne blev ganske vist justeret i foråret 2025, efter at de året før bevidst var blevet holdt kunstigt lave, men selskabets langsigtede indkøbsaftaler har siden været med til at holde priserne stabile trods store udsving på verdensmarkedet.

- Årets resultat er først og fremmest et udtryk for, at vi har lykkedes med at udvikle begge store forretningsområder, lyder det fra KNI's administrerende direktør Jeppe Jensen. 

- Energidivisionen har skabt vækst gennem stort salg til blandt andet krydstogtsturisme, fiskeri og mineindustrien, mens Varedivisionen har gennemført en markant forandring mod en mere kommerciel og forretningsdrevet model, siger direktør Jeppe Jensen.

Varedivisionen er vendt

Det andet forretningsben, Varedivisionen, som driver butikskæden Pilersuisoq i 64 byer og bygder, har også bidraget til kursændringen. 

Efter et underskud på 95,7 millioner kroner sidste år leverede divisionen i år et overskud på 32 millioner kroner.

Ifølge selskabets årsrapport skyldes forbedringen både, at sidste års store nedskrivninger ikke er gentaget, og at den daglige drift er blevet væsentligt bedre. 

KNI peger blandt andet på strammere omkostningsstyring, et tilpasset varesortiment, højere indtjening på fødevarer og engros samt en målrettet indsats for at reducere ukurante lagre. 

Samlet er basisdriften forbedret med 54 millioner kroner.

Samtidig har KNI været nødt til at tilpasse forretningen til nye rammevilkår: nye regler for emballage til øl og vand, mindre tobakssalg og ændringer i flytrafikken har blandt andet reduceret aktiviteten i Kangerlussuaq.

Som led i omstillingen har KNI indgået en ny treårig aftale med Dagrofa som hovedleverandør af dagligvarer fra november 2026. 

Distributionslageret i Nuuk bliver imidlertid lukket, og vareforsyningen skal fremover ske gennem en mere direkte distributionsmodel. 

Ifølge KNI skal det gøre logistikken mere effektiv og skabe et mere stabilt vareflow.

Overskud bruges på investeringer

Det forbedrede regnskab giver nu mulighed for at investere i selskabets bygninger og infrastruktur.

Bestyrelsesformand Inger Eriksen siger, at overskuddet giver KNI mulighed for at gennemføre nødvendige investeringer til gavn for både kunder og medarbejdere.

I regnskabsåret investerede KNI 108,2 millioner kroner i anlægsaktiver. 

Et af de største projekter er implementeringen af et nyt IT-system, Dynamics 365, som efter planen tages i brug i efteråret 2026 og skal styrke planlægning, lagerstyring og logistik. 

Samtidig fortsætter renoveringen af tankanlæg og opgraderingen af brandsikkerheden rundt om i landet.

Fortsat store udfordringer

Selv om regnskabet viser en markant forbedring, peger KNI på, at virksomheden fortsat står over for store udfordringer.

Urbanisering, ændret infrastruktur og et faldende kundegrundlag i bygderne ændrer forudsætningerne for selskabets forsyningsopgave. 

Derfor lancerede KNI tidligere i år strategien Illerngit nutaat – 'nye spor,' som skal gøre virksomheden mere forretningsorienteret og samtidig fastholde forsyningen til hele Grønland. 

Strategien har blandt andet fokus på digitalisering, effektiv drift og udvikling af nye forretningsområder.

KNI driver butikker i 64 byer og bygder og tankanlæg i 68 byer og bygder. 

Koncernen beskæftigede i regnskabsåret 783 fuldtidsansatte.

Forventer lavere overskud

KNI forventer ikke at kunne gentage årets rekordresultat. 

For regnskabsåret 2026/27 forventer selskabet et resultat før skat på mellem 100 og 125 millioner kroner.

Ifølge årsrapporten skyldes den lavere forventning blandt andet stigende omkostninger i varedivisionen og højere udgifter til vedligeholdelse i energidivisionen. 

Samtidig vil udviklingen på de internationale energimarkeder fortsat få stor betydning for indtjeningen.