14 nye positive i Nuuk i det seneste døgn: Mange har været udsat for smitte

Halvdelen af de nye smittede er voksne, oplyser Landslægeembedet. 
Kø i testcenter Foto © : Arkiv: KNR
Skrevet af Christine Hyldal
14. september 2021 11:18

14 personer i det seneste døgn testet positive for corona i Nuuk. 

Det oplyser Landslægeembedet. 

Størstedelen af de smittede er fra kendte smittekæder, men der er også tilfælde, hvor smittekilden ikke kendes. Det vil sige, at man ikke ved, hvor de smittede er blevet smittet henne. 

I modsætning til de seneste dage er det ikke længere kun børn, der testes positive. 

14 er for Nuuk et højt antal nye smittede på ét døgn - men det er det ikke det højeste, som er registreret på et døgn.

Problemet er snarere, at der er stor risiko for smittespredning, oplyser Landslægeembedet. Flere af de smittede har nemlig bevæget sig rundt i byen og i dens natteliv, inden de blev klar over, at de var smittede. 

Du skal blive testet, hvis du har været på disse steder i disse tidsrum - og du skal testet i dag eller i morgen, oplyser Landslægeembedet: 

Onsdag 8. september: 

  • Fodbold i Nuussuaq Hallen klokken 15.00 til 16.00. 

Torsdag 9. september: 

  • Fitness.gl klokken 15.00 til 17.00.
  • Firmafodbold på stadion klokken 18.30 til 20.00.

Fredag 10. september:  

  • Pascucci klokken 15.00 til 16.00 og 23.00 – 24.00.
  • Killut klokken 19.30 til 20.30.
  • Maximut klokken 20.30 til 21.00.
  • Tuttu klokken 21.00 til 22.00.
  • Kirstinemut klokken  22.00 – 23.00 og 01.00 til 03.00.
  • Skyline klokken 00.00 - 01.00.
  • Daddy’s klokken 01.00 til 04.00.

Testcenteret i Nuuk har åbent til klokken 16 i dag og i morgen. 

Nære kontakter er blevet kontaktet direkte og vil blive testet i dag.

Dermed fortsætter den udvikling, der har været i hovedstaden i den seneste uge, hvor coronaen igen fik fat. 

I weekenden blev der fundet otte nye tilfælde, og alle weekendens smittede i hovedstaden var relateret til institutionen Timmiaaqqat. De nye smittede var søskende og forældre til børn i institutionen. 

Institutionen lukkede midlertidigt i sidste uge på grund af et smittet barn og en smittet ansat - og siden er det gået stærkt med smitte i hovedstaden: En klasse på skolen ASK blev hjemsendt, tre klasser på skolen USK blev sendt hjem, AKO’en (SFO, red.) Narsarmiutaq blev lukket, det samme gjorde AKO’en ILLU. 

For blot en uge siden var der blot syv smittede i Nuuk. 

Det totale antal smittede i hele landet er 47 - det er kun i Nuuk, at der er fundet nye smittede.  

Fordelt på kommuner ser smittetallene sådan her ud: 

  • Avannaata Kommunia: En er smittet
  • Kommune Qeqertalik: Nul smittede
  • Qeqqata Kommunia: Otte.
  • Kommuneqarfik Sermersooq: 38
  • Kommune Kujalleq: Nul.