113-årig spansk kvinde overlever coronavirus på plejehjem

Maria Branyas levede isoleret i flere uger på et plejehjem i Nordspanien, hvor adskillige andre beboere døde.
Spanien er et af de hårdest ramte lande af coronavirusset med knap 27.000 registrerede coronarelaterede dødsfald, viser en opgørelse fra Johns Hopkins University. Foto © : Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
13. maj 2020 14:56

En 113-årig kvinde, der menes at være den ældste nulevende person i Spanien, har overlevet coronavirusset.

Maria Branyas blev smittet i april på et plejehjem i byen Olot nord for Barcelona, hvor adskillige andre beboere døde af virusset, oplyser plejehjemmet.

Her har hun boet i 20 år og hun overvandt virusset isoleret på sit værelse.

- Hun overlevede og har det fint. Hun tog en test i sidste uge, som var negativ, siger en talsmand fra plejehjemmet.

Overlevede også den spanske syge

I en video kan man høre Maria Branyas kalde personalet for "meget søde".

Medarbejderne på plejehjemmet spørger den 113-årige kvinde i videoen, hvad hendes råd er til at leve længe, hvortil hun svarer: "Jeg er heldig med at have et godt helbred".

Hun er født i 1907 og overlevede som lille pige også den spanske syge, der dræbte mange millioner verden over mellem 1918 og 1919.