”Markus” opbragt

15. marts 2006 06:26

Besætningen på søværnets inspektionskutter TULUGAQ har opbragt det grønlandske fiskefartøj MARKUS, og skibet er sejlet til Sisimiut.

Kaptajnen er sigtet for at have brudt fiskeriloven, oplyser Grønlands Kommando.

Grønlands Kommando havde inden aktionen mistanke om, at besætningen havde brudt reglerne, og søværnet forlangte derfor, at fartøjet indstillede sit fiskeri og fik kontrolleret last og fiskeredskaber.

Ved kontrollen stod det klart, at fiskeriloven var blevet brudt, men da kaptajnen nægtede at forlade MARKUS for at blive afhørt på TULUGAQ, valgte søværnet at opbringe skibet og sikre beviserne.

Sagen er overdraget til politiet.