Fiskeriloven var på alles læber på forårssamlingens første dag

Alle partierne var klar til at begynde det politiske arbejde fredag. Især sætter mange af dem fokus på fiskeriloven, som oppositionen dog har svært ved at se sig selv stemme for.
Fredag samledes politikerne til den første dag af forårssamlingen. Foto © : KNR / Johasinnguaq Olsen
06. april 2024 10:44

Der var forårsstemning i luften med høj solskin og blå himmel i Nuuk. Selv i inatsisartut-salen fløj en fed spyflue rundt, da politikerne mødtes til forårssamlingens første dag i går.

Men så rakte den afslappede stemning heller ikke længere. Det var tydeligt, at politikerne er trukket i arbejdstøjet og er klar til at debattere de mange forslag frem til 28. maj, hvor samlingen efter planen slutter.

KNR var til stede i Inatsisartut og fangede partiformændene for at høre, hvad deres tanker var om den forstående samling.

Og den omdiskuterede fiskerilov gik igen, som noget der kommer til at definerer det politiske arbejde. Blandt oppositionen var der skepsis om, hvorvidt forslaget vil blive stemt igennem.

Formand for Demokraatit Jens Frederik Nielsen mener ikke, at fiskeriloven kan vedtages, som den er lige nu, Foto © : KNR / Johasinnguaq Olsen

Jens Frederik Nielsen, formand for Demokraatit

Hvad er jeres forventninger til den her samling?

- Vi forventer, at der kommer en masse vigtige og store debatter i salen, vi skal træffe nogle meget store beslutninger for Grønland i løbet af den her forårssamling. Så det er det, vi forventer.

Forventer I, at I får nogle resultater under den her forårssamling?

- Vi kommer til at kæmpe for, at der bliver skabt nogle politiske resultater i salen, som kommer befolkningen til gode. Der er som sagt en masse store og vigtige debatter, som kommer til at have stor indflydelse på befolkningens levevis, og der vil vi prøve at trække det i en retning, som vi synes, er bedst for landet.

Og hvad er det for nogle store sager, du snakker om?

- Der er ingen tvivl om, at fiskeriloven kommer til at fylde rigtig meget. Den kommer til at berøre samtlige borgere i det her land og vores velfærd og vores økonomi. Så en vigtig debat.

I forhold til fiskeriloven hvad er jeres holdninger og forventninger til den?

- Vi synes ikke, at det udkast, der ligger fremme nu, kan vedtages i den form. Vi synes, vi skal have en fiskerilov, der fordrer til, at vi skaber mere vækst og udvikling.

- Vi ønsker en fiskerilov, der ikke bliver brugt som socialpolitisk værktøj, men faktisk følger markedet og giver vores fiskere nogle vilkår, der gør, at de kan udvikle sig.

Formand for Atassut Aqqalu Jeremiassen tror ikke, at fiskeriloven vil blive stemt igennem i den nuværende udgave. Foto © : KNR / Johasinnguaq Olsen

Aqqalu Jeremiassen, formand for Atassut

Forventer I, at der bliver en effektiv samling, hvor tingene bliver fuldført?

- Det kommer an på, hvordan koalitionen vil køre det

Hvordan forventer I, at koalitionen vil arbejde?

- Vi kan ikke forvente, at der sker det ene eller det andet. Det kommer an på, om koalitionen vil gå på kompromis eller ej, eller om de bare skal køre videre uden oppositionen.

Fakta om fiskeriloven

I ikke mindre end 20 år har en ny fiskerilov været på vej.

Den, der gælder nu, er fra 1996, og der har været lavet mange tilføjelser eller ændringer siden da. 

I 2021 kom Fiskerikommissionen med en række anbefalinger til, hvordan fiskeriloven kan se ud.

Embedsmændene i Departementet for Fiskeri lavede et forslag til en ny lov. Høringsfristen sluttede onsdag 24. januar 2024.

Både lokalpolitikere og fiskere rasede over, at de ikke kunne nå at tage stilling til lovforslaget på otte uger.

Sidst i marts afleverede Kim Kielsen (S), naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, det endelige fiskerilovforslaget til Inatsisartut.

Under forårssamlingen skal Inatsisartut behandle fiskeriloven.

Hvad ser I, som de vigtigste punkter på den her samling?

- Først og fremmest vil jeg gerne sige mit eget forslag, men selve samlingens søjle kommer til at blive fiskeriloven.

Hvad er jeres holdning til den her fiskerilov?

- Hvis naalakkersuisut fastholder den, som den ser ud i dag, så forventer jeg ikke, at den bliver gennemført. Men hvis de vil gå på kompromis, så kunne man sagtens gennemføre den på en ordentlige måde.

Formand for Naleraq Pele Broberg holder sin holdning til fiskeriloven tæt ved kroppen, indtil den skal diskuteres i salen på torsdag. Foto © : KNR / Johasinnguaq Olsen

Pele Broberg, formand for Naleraq

Hvad er jeres forventninger til samlingen? 

- Som sædvanligt bemærker vi, at naalakkersuisut forsøger at gøre sig attraktive overfor vælgerne op til samlingen, men desværre har vi ikke set noget, der peger fremad. Derfor er vores forventninger til naalakkersuisut og koalitionen meget lave.

Oplever du, at de mindre partier får mere opbakning fra vælgerne?

- Vi får hårde ord fra de større partier, når de føler, at de er ved at miste deres vælgere. Men jeg skal understrege, at det ikke er os, der gør det. De store partier mister deres egne vælgere ud fra den måde, de fører politik på.

- Hvis vi ser på fiskeriloven, så skræmmer de deres egne vælgere væk. Derfor står vi ved vores klare holdninger. Måske noget der styrker os hos vælgerne.

Hvad er jeres holdning til fiskeriloven?

- Der er mange, der vil følge spændt med ude på kysten. Vi har undgået at kritiserer det, fordi vi ønsker dem arbejdsro. Vi talte tidligere om, at de store partiers politik er affolkning ude i kysten og færre fiskere, og også at man ikke vil lade pengene cirkulere herhjemme. Vi vil derfor melde vores klare mening ud inde i salen.

Formand for Siumut Erik Jensen håber, at partierne når til enighed om fiskeriloven, selvom alle ikke kan tilfredsstilles. Foto © : KNR / Johasinnguaq Olsen

Erik Jensen, formand for Siumut og naalakkersuisoq for finanser og skatter

Hvordan er stemningen?

- Selvfølgelig er vi meget muntre og glade, nu hvor samlingen begynder, og vi regner med, at vi vil være godt forberedte på de mange forskellige og vigtige punkter til denne forårssamling.

Og naalakkersuisuts forventninger til den her samling?

- Selvfølgelig er vi spændte på at se Inatsisartuts beslutninger. Men jeg mener, at der er stor samarbejdsvillighed hos koalitionen, og den, håber jeg, vil blive godt benyttet, og der kommer gode resultater derfra.

- Vi er også forberedte på, at mindretallet eller oppositionen vil komme med hårde eller klare kommentarer.

Nogle har allerede meldt ud, at de ikke vil stemme på fiskeriloven som den er nu. Hvad er jeres egen fornemmelse i forhold til at få fiskeriloven igennem i den her samling?

- Jeg mener, at vi selvfølgelig skal gøre fiskeriloven færdigt sammen med de forskellige interessenter. Vi kan ikke færdiggøre den på en måde, der er fyldestgørende for alle. Men der er nødt til at komme en beslutning, det næste skridt må blive taget.

- Jeg mener, at vi skal være forsigtige overfor skræmmekampagner og meget hårde forsøg på at påvirke ud fra usande oplysninger. Derfor er det meget vigtigt at sikre, at sande oplysninger danner fundament for beslutningerne i denne samling.

Formand for naalakkersuisut Muté B. Egede mener, at fiskeriloven er det vigtigste forslag på forårssamlingen. Foto © : KNR

Muté B. Egede, formand for Intuit Ataqatigiit og naalakkersuisut

Også ved formanden for naalakkersuiust, Muté B. Egede, er der spænding for forårssamlingen.

- Vi har valg næste år, men jeg mener, at forårssamlingen kommer til at vise klare politiske ståsteder. Jeg glæder mig og Naalakkersuisut er også klar med bestemte og vigtige forslag, siger han til KNR.

Og så er der selvfølgelig den allestedsnærværende fiskerilov, som er højt prioriteret for koalitionen.

- Det vigtigste og mest centrale er jo fiskeriloven. Men der kommer også mange andre spændende forslag fra inatsisartut-medlemmerne, og det glæder vi os naturligvis også til.

Fiskeriloven skal for første gang diskuteres i Inatsisartut på torsdag 11. april.