Medindflydelse Eller Manipulation 17.05.2016

Etableringen af de grønlandske forstanderskaber i årene fra 1856 til '72

I 1856 indsendte fire af Grønlands ledende mænd et forslag til det danske indenrigsministerium om, at man skulle oprette en slags grønlandske kommunalbestyrelser – bl.a. med det formål at 'vække Grønlænderne til Interesse for fælleds Anliggender'. Resultatet blev de første grønlandske folkerepræsentationer, forstanderskaberne. De fik til opgave at uddele fattighjælp til de nødlidende og til at uddele midler til køb af fangstredskaber og forbedring af huse - og det gav desuden grønlænderne mulighed for at give deres mening til kende om samfundsanliggender. Men forstanderskaberne spillede også en væsentlig rolle i uddelingen af præmier til de bedste fangere, og de blev dermed et redskab for Den Kongelige Grønlandske Handel til at forøge sælfangsten og grønlændernes indhandling. Det rejser spørgsmålet, om tankerne om grønlandsk medindflydelse bare var ord uden indhold, eller om der var vægt bag dem. Jens Lei Wendel-Hansens forelæsning vil skildre de omstændigheder, der lå bag udviklingen og etableringen af forstanderskaberne i Grønland og i Danmark for at forsøge at besvare spørgsmålet. Jens Lei Wendel-Hansen er historiker og adjunkt ved Ilisimatusarfik, Afdeling for Kultur- og Samfundshistorie. Han forsker i demokrati- og forfatningshistorie, navnlig i 1800-tallet.

Isummersuutit