Præster vælger frit om de vil vie homoseksuelle

Fra den 1. april kan par af samme køn blive gift i kirken. Dog kan parrene kun blive gift, hvis de har en præst, der ønsker at vie dem.
Foto © : William Hamon/Flickr Creative Commons
Skrevet af Paarnaq Hansen
25. januar 2016 14:20

- Der er ingen præst, der bliver sat til at arbejde imod sin samvittighed. Hvis en præst af samvittighedsgrunde ikke kan vie et par af samme køn, så kan vedkommende kontakte provst og biskop, så finder vi ud af det, siger biskop Sofie Petersen til KNR.

Hvis præsten i et bosted eksempelvis ikke vil vie et homoseksuelt par, sender kirken en anden præst, der gerne vil gifte parret, understreger kontorchef ved Grønlands stift, Morten Nornild.

Læs også Ny landsforening for lesbiske, bøsser, bisexuelle og transkønnede

Biskop Sofie Petersen understreger samtidig, at der selvfølgelig er præster, der gerne vil vie par af samme køn.

- Jeg ved allerede nu, at der er flere der har ytret, at de gerne vil vie, siger Sofie Petersen.

Læs også LGBT-leder glæder sig til kirkebryllup

Nogle ritualer skal ændres i forbindelse med bryllupper mellem to af samme køn. Det hedder for eksempel ikke, 'vil du tage denne mand, som hos dig står, til din ægtemand', når det er to kvinder, der gifter sig.

- Der er selvfølgelig nogle læsninger, der må gå ud og erstattes af nogle andre, siger biskoppen og forklarer, at de i stedet vil de bruge en anden løsning, når parret vies.

- Vil du tage denne som ægtefælle, vil blive brugt i stedet for, siger biskop Sofie Petersen.