Canadisk valg

Der er blevet udskrevet valg i Canada.
03. august 2015 13:09

Der går meget længere tid end sædvanligt, fra Harper i går trykkede på valgknappen til der rent faktisk skal stemmes.

For i modsætning til USA, som lader til at være i en evig valgkamp, så er valgkampagner i Canada forholdsvis korte - for det meste kun en 5-6 uger.

Denne gang bliver valgkampen 78 dage, den længste valgkampagne i moderne canadisk historie.

Selve valget bliver den 19. oktober.

Læs også Canadas premierminister udskriver valg og søger selv magten

Der er fire store partier i Canada. Det Konservative parti har de seneste år dannet en flertalsregering med Stephen Harper i spidsen. Det er ikke nogen populær regering, men de håber at kunne drage fordel af den lange valgkamp og overbevise canadiere om at stemme på dem endnu engang.

Indianerhøvding opfordrer oprindelige folk til at stemme

Som noget nyt vil der denne gang ikke kun være opposition fra de andre partier, men også fra oprindelige folks grupper, som er blevet opfodret af den nationale indianerhøvding til at stemme denne gang.

At stemme er noget mange oprindelige folk ellers ikke gør, fordi de ikke anerkender den føderale regering. Hvis de stemmer denne gang kan det dog ændre resultatet i 51 valgkredse og betyde en så stor omvæltning i fordelingen af mandater at det kan fælde den nuværende regering.

Inuit, Indianere og metis har alle været meget kritiske overfor den konservative regering, som mange mener, tilsidesætter deres krav og ønsker.

Denne gang kan de oprindelige folk faktisk få en stor indflydelse på valgresultaterne i Canada.