Martha Lund Olsen: Wæver er uansvarlig

Det er uansvarligt, at Kommune Kujalleq ikke tager konsekvenserne af en annullering af servicekontrakterne alvorligt, skriver Naalakkersuisoq for Infrastruktur Martha Lund Olsen i et åbent brev til Kommune Kujalleqs borgmester, Jørgen Wæver Johansen.
02. december 2016 13:39

Den 23. november sendte Jørgen Wæver Johansen et åbent brev til Naalakkersuisut, hvor han kritiserede de indgåede servicekontrakter. Her skrev borgmesteren blandt andet, at kontrakterne burde annulleres og udbyddes på ny. Desuden fremgik det af brevet, at et notat, som kommunen har fået udarbejdet, sår tvivl om ligebehandlingen af de forskellige operatører.

LÆS OGSÅ Servicekontrakterne er stadig ikke tilfredsstillende

Men den kritik forsøger Martha Lund Olsen nu at mane i jorden, med et åbent brev, der svarer Jørgen Wæver Johansen.

Hun påpeger blandt andet, at det er uansvarligt af kommunen gentagne gange at fremføre synspunkter og uholdbare krav uden at tage konsekvenserne af en annullering af servicekontrakterne alvorligt.

LÆS OGSÅ Martha Lund Olsen: De bedste forbedringer vi kunne opnå

Desuden gør Martha Lund Olsen det klart: 

- Derudover skal jeg en gang for alle slå fast, at de indgåede kontrakter ikke kan eller for den sags skyld skal annulleres.

LÆS OGSÅ Annullering af kontrakter er alt for dyrt

I forbindelse med at notatet fra kommunen sår tvivl om ligebehandlingen skriver Martha Lund Olsen, at der ikke er noget at komme efter.

- Tværtimod er der med det gennemførte forløb skabt en ligeværdig mulighed for forskellige operatører, til at tilbyde løsninger, som er forskellige fra dem vi kender fra i dag.

Borgmester Jørgen Wæver Johansen ønsker overfor Radioavisen hverken at kommentere servicekontrakterne eller Martha Lund Olsens åbne brev, ligesom han heller ikke vil kommentere på sin egen kritik af Naalakkersuisut eller sit ønske om at få annulleret servicekontrakterne.

LÆS OGSÅ Jørgen Wæver giver udokumenteret kritik

KNR har gentagne gange forsøgt, at få Borgmesteren i tale, men det er hver gang blevet afvist med henvisning til Borgmesterens eget åbne brev.

Siden servicekontrakterne blev præsenteret den 13. september har Jørgen Wæver Johansen ikke på noget tidspunkt kommenteret servicekontrakterne overfor Radioavisen.

Herunder finder du Jørgen Wæver Johansens åbne brev og notatet, der er udarbejdet af kommunen.