Wæver ønsker udvikling i forhandlingerne med Tanbreez

Borgmester i Kommune Kujalleq Jørgen Wæver Johansen har fået nok af de langtrukne forhandlinger mellem Selvstyret og det australske selskab Tanbreez. Det skriver AG.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
11. februar 2016 05:32

Enten må forhandlingerne genoptages med nye forhandlingsparter eller også må forhandlingerne ophøre, skriver Wæver Johansen i et læserbrev bragt i sidste uges Sermitsiaq.

- Forhandlingerne er åbenlyst slået fejl. Derfor kunne en løsning være, at begge parter vælger en ny forhandlingsleder, foreslår borgmesteren som samtidig erklærer sig villig til at stille kommunale lokaler til rådighed for et intensivt forhandlingsarbejde.

Hos Tanbreez er man åben overfor forslaget fra Wæver Johansen, hvis det kan sætte skub i forhandlingerne, lyder det fra selskabets talsmand i Grønland Kuupik Kleist ifølge AG.

Derimod er Selvstyret ikke klar til syd-borgmesterens forslag om at skifte forhandlingsleder. Der er tale om et erfarent forhandlingsteam som har virket tilfredsstillende ved andre forhandlinger.

Ifølge naalakkersuisoq for råstoffer Randi Vestergaard Evaldsen ligger bolden hos Tanbreez, som ikke har afleveret tilfredsstillende VVM og VSB redegørelser.