Vulkaneksplosion skader ti personer

En byge af sten og damp ramte i går en gruppe på 20 personer, der var taget op for at se nærmere på den italienske vulkan Etna, der lige nu er i udbrud.
Foto © : Danilo Flickr Creative Commons
Skrevet af DR, Karsten Sommer
17. marts 2017 10:15

Vulkanforskerne og turisterne blev pludselig ramt af damp og vulkanske sten, da vulkanen eksploderede. Det skriver DR.dk.

- Lavaen ramte sneen, og kontrasten mellem det varme og det kolde forårsagede eksplosionen, fortæller Pippo Mazzagilia, der er guide på Mount Etna.

Ifølge det italienske nyhedsbureau, ANSA, er ti kommet til skade, hvoraf seks personer efterfølgende blev indlagt på hospitalet med mindre hovedskader.

- Folk slap med småskrammer, da det kun var mindre sten, der ramte gruppen, siger Pippo Mazzagilia.

Det er tredje gang siden 2013, at vulkanen Etna er i udbrud. Sidste gang var i 2015, hvor aske og lava blev hvirvlet en kilometer op i luften.