Vittus glad for ophævelse af territoriale forbehold

Det er et vigtigt skridt for Grønlands uran-ambitioner, at landet nu har tiltrådt to vigtige konventioner, der er en forudsætning for, at Grønland kan udvinde uran på et tidspunkt.
Foto © : KNR
Skrevet af Jonas Fievé
28. september 2016 16:14

Rettelse: I den første udgave skrev vi fejlagtigt, at landet nu officielt er blevet medlem af det Internationale Atomenergiagentur. Det er ikke rigtigt, da der er tale om, at Grønland har besluttet at ophæve de territoriale forbehold for en række kernekonventioner. Vi beklager fejlen.

Det er et vigtigt skridt for Grønlands uran-ambitioner, at landet nu officielt har tiltrådt aftalerne om nuklear sikkerhed og bistand i tilfælde af nuklear ulykker. 

Forleden deltog naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, nemlig i generalforsamlingen i det Internationale Atomenergiagentur i Wien, hvor de officielle dokumenter blev overrakt til IAEA´s generaldirektør Yukiya Amano.

- Det betyder noget for vores troværdighed.

Siger Vittus Qujaukitsoq om landes tiltrædelse af de to centrale konventioner.

Formelt banede Inatsisartut vejen for, at landet kunne tiltræde de to konventioner på forårssamlingen.

Ingen grund til bekymring

- Det har en stor betydning, at Grønland har besluttet at opretholde de internationale standarder, der er gældende indenfor det nukleare område, siger Vittus Qujaukitsoq.

Flere har været bekymret for, hvordan udvindingen af uran ville påvirke miljøet og ikke mindst borgerne i den sydgrønlandske by Narsaq. Men det er der ifølge Vittus Qujaukitsoq ingen grund til.

- Det er tværtimod for at sikre, at vi opretholder de højeste standarder, at Grønland og et flertal i Inatsisartut har besluttet, at ratificere de konventioner, der netop har til formål at beskytte omgivelserne, befolkningen og det omgivende miljø, siger han.

Selvom landet nu officielt har besluttet at ophæve de territoriale forbehold for en række kernekonventioner, er der stadig et stykke vej endnu før, man rent faktisk kan komme i gang med udvindingen.

Ud over, at der skal ratificeres yderligere konventioner, skal der både foretages undersøgelser af de samfundsmæssige konsekvenser og laves en såkaldt VVM, som står for Vurdering af Virkninger på Miljøet.

- Først derefter kan en ansøger komme jo som bekendt først indsende en formel ansøgning, så vi skal følge loven.