Visit Greenland: Gør det nemt for filmproduktionsselskaber at komme til Grønland

For tiden er der en stor interesse fra filmselskaber fra USA og Europa, der ønsker at optage film og dokumentarprogrammer langt mod nord.
Skrevet af Dorthea Johansen
28. februar 2014 10:08

Men nu stiller Malik Milfeldt, der er turistkonsulent i Visit Greenland, spørgsmåltegn ved, om Grønland får fat i en stor nok del af Arktis' filmproduktioner.

- Det er en mulighed, at Grønland kan få rigtig gode omtale. Og der er ikke noget, der sælger Grønland som levende billeder. Der er blandt andet Ice Cold Gold som kører nu. Men der er flere, der vil komme til Grønland og optage film.

Han mener, at det er vigtigt at gøre det attraktivt for store filmselskaber fra udlandet at tage til Grønland. Det kan lokke turister her op, tror han.

Når store produktioner som en Hollywood-film med verdenskendte skuespillere skal lave en film, hvor nogle af scenerne skal forestille at foregå i Grønland, bliver det tit optaget i andre lande.

For eksempel har den nye Hollywood-komedie The Secret Life of Walter Mitty, en scene, hvor hovedpersonen er i Nuuk i Grønland. Man kan se, at flyselskabet er Air Greenland, men optagelserne er lavet i Island.

Flere kendte store amerikanske film er blevet optaget helt eller delvist i Island, blandt andet Batman Begins og James Bond-filmen Die Another Day.

Og der er flere grunde til, at man dropper at rejse til Grønland for at lave en scene. Der er store geografiske afstande inden for landet, og konklusionen bliver tit, at det er for dyrt, skriver turistkonsulenten Malik Milfeldt på hjemmesiden Nora, der arbejder for et stærkere samarbejde i Nordatlanten.

For at tiltrække filmfolk til Grønland, synes Visit Greenlands konsulent, at Naalakkersuisut burde lave en filmkommission til at støtte udenlandske film.

- Så kan man samle rigtigt mange kreative film om Grønland, fortæller turistkonsulent i Visit Greenland Malik Milfeldt.

Han mener i øvrigt også, at Naalakkersuisut burde overveje at indføre en skatterabat for at lokke film- og kulturproduktioner hertil.