Vi holder med Færøerne og går mod Danmark
Karl Lyberth understreger overfor avisen, at Grønland også skal betragtes som en kyststat i Nordatlanten, og at han derfor gerne ser Grønland i et tæt samarbejde med Færøerne og Island om fiskerirettighederne her.
Grønland har i tre år været igang med et forsøgsfiskeri efter makrel og forsøgskvoten er blevet sat op hvert år, og er i år nået op på 55.000 tons. Samtidig er der i år fastsat en forsøgskvote på 10.000 tons sild.
Ifølge Karl Lyberth kan Grønland forsætte forsøgsfiskeriet i et par år endnu.
- Og jeg overvejer at udnytte den mulighed, indtil vi ved mere om, hvor stor en kvote vort fiskeri er berettiget til, og hvad vi skal kræve af kvoter som kyststat, siger Karl Lyberth til Sermitsiaq.
Island forsøgte sidste år at blokere for det grønlandske fiskeri efter makrel ved at forbyde grønlandske fartøjer at anløbe islandsk havn med makrel. Men den tvist er ude af verden nu. De grønlandske fartøjer kan nu lande deres makrelfangster i Island.