Vi er blevet bedre til at opdage tuberkulose

Tuberkulose er en sygdom, der igennem mange år ikke har ville slippe sit tag i Grønland. Men nu ser det ud som om, antallet af tb-ramte er på vej ned.
Fredag 24. marts er det international TB-dag. Det bliver bl.a. markeret i Nuuk Center. Foto © : Landslægeembedet
Skrevet af Inge S. Rasmussen
21. marts 2017 13:57

Sidste år var der 61 tilfælde af tuberkulose i forhold til 81 tilfælde året før. 2016 var faktisk det år med færrest tilfælde siden 2009. Og der kan være flere årsager til, at tallet nu tilsyneladende daler, lyder det fra Landslægeembedet.

- Vi er blevet gode til at diagnosticere og genkende tuberkulose. Og jeg tror, det er derfor, vi begynder at se tallene falde nu, siger Rikke Bruun de Neergaard, der er sygeplejefaglig konsulent i Landslægeembedet.

LÆS OGSÅ Tuberkulose på laveste niveau i flere år

Hun understreger, at det kræver, at folk kender til symptomerne og at sundhedsvæsenet ved, hvad de skal kigge efter, og at der er den rette behandling.

Og selv om tallet af tb-syge er faldende, er der stadig lang vej igen, understreger konsulenten:

- Det er ikke noget, vi slipper af med lige rundt om hjørnet. Det kræver en lang og vedvarende indsats, siger Rikke Bruun de Neergaard.

I 90'erne troede man, at tuberkulose var udryddet. Men så begyndte forekomsterne igen at dukke op, og siden har der været forskellige landsdækkende strategier. I øjeblikket er en ny strategi i høring, og det er den tredje i rækken.

LÆS OGSÅ Alt for mange er smittet med tuberkulose

Rikke Bruun de Neergaard oplyser, at der i den kommende tb-strategi vil være flere tiltag hvor sundhedsvæsenet går ud til borgere, som er i risikozonen for at være smittet med tuberkulose.

- Og det tror vi kommer til at betyde at vi finder nogle af dem med tuberkulose som vi ikke har fundet endnu, kan man sige, siger Rikke Bruun de Neergaard.

På fredag er det international TB-dag hvor der verden over sættes fokus på sygdommen. Også i Grønland vil der være forskellige aktiviteter i gang for at oplyse om tuberkulose.