Var der varmerekord i Maniitsoq i tirsdags eller ej?
Men nu melder Asiaq - Selvstyrets organisation for indsamling af data indenfor klima og miljø, at deres målestation i Maniitsoq "kun" målte op til 24,0°C tirsdag den 30.juli, og at der derfor, ifølge dem, ikke var tale om at den hidtidige varmerekord på 25,5 grader fra Kangerlussuaq i 1990, er slået.
Asiaq forklarer differencen mellem DMI´s og deres målinger, med placeringen af DMI´s måleinstrumenter, som er placeret på lufthavnsbygningen i Maniitsoq, lige over en port.
Desuden er hele området under termometret asfalteret, hvilket giver en kraftig opvarmning af luften ved stille solrigt vejr som i tirsdags, fremhæver Asiaq.
Derfor har Asiaq en mindre klimastation stående ca. 100 meter fra lufthavnen, som måler temperaturen et sted, hvor den ikke er så påvirket af de fysiske omgivelser, skriver Asiaqs klimamedarbejder, Per Hangaard .
Nyheden om rekorden ligger dog fortsat på DMI´s hjemmeside. John Cappelen fra DMI siger her til morgen til Radioavisen at DMI er i gang med endelig at få fastlagt om der var varmerekord i Maniitsoq eller ej.