Vandt verdens længste hundeslædeløb for tredje gang

I Canada og Alaska er sæsonen for hundeslædeløb i fuld gang.
Arkivfoto
17. marts 2017 14:39

Yukon Quest hundeslædeløbet blev kørt i sidste måned. Det er det længste løb, der der afholdes i Nordamerika.

Men det mest kendte løb er Iditarod, der bliver kørt i Alaska. I år gik det fra byen Fairbanks til Inuit bygden Nome. En distance på lidt over 1600 kilometer.

Sejrherren blev Mitch Seavey, som har vundet løbet to gange før. Nummer to blev hans søn. Han nåede frem for to dage siden, men der er stadig hundeslæder på vej mod målet i Nome.

Det tog Mitch Seavey 8 dage, 3 timer og 40 minutter Det er den hurtigste tid nogensinde - og det selv om løbet foregik i minus 30 graders kulde.  

LÆS OGSÅ Canadiske hundeslædekørere raser over ny dokumentarfilm

Vinderen udtaler til Alaska Dispatch at hemmeligheden bag hans sejr, er at han passer yderst godt på sine hunde og træner hele året.

Desuden har han indrettet et lille hvilested på slæden, så en hund kan hvile sig undervejs, hvis den er helt udkørt.

Mitch Seavey er også den ældste, der har vundet løbet.

- Jeg er 57 år gammel, det plejede at være ensbetydende med at være gammel, men sådan er det ikke mere, udtalte han stolt.

Og han har grund til at være glad for sejren. Han modtog nemlig en præmie på over en halv million kroner og en ny lastbil.