Vandrere i Sydgrønland advares mod isbjørne

Politiet i Kujataa, Qaqortoq, fraråder vandreture i det sydgrønlandske landskab, eftersom man har observeret isbjørne i nærheden af Ipiutaq og Sillisit - nordøst for Narsaq.
Arkivfoto Ole Løvstrøm Foto © : Ole Løvstrøm/KNR
Skrevet af Karsten Sommer
15. august 2017 16:20

Politiet gør endvidere vandrere og sejlende opmærksom på, at de skal være på vagt, idet man har observeret mere end en isbjørn i den seneste tid.

Departementet for Fiskeri og Fangst har en særinstruks for de problemisbjørne, som gentagne gange, vender tilbage til beboede områder.

I områder, hvor der jævnligt observeres isbjørne, bør man medbringe udstyr til afskrækkelse af isbjørnen og lære sig hvordan en nysgerrig isbjørn kan skræmmes væk.

I henhold til særinstruksen skal man råbe højt, lave larm og vifte med armene for at fremstå større.

Men det vil være mere sikkert, hvis man slet ikke færdes i de berørte områder i Sydgrønland, skriver Politiet i Kujataa.

Turistaktørerne, specielt i Sydgrønland, bedes desuden informere turisterne om faren for at møde bjørnene.