Folketingsvalg 2015 Valgdeltagelsen er den laveste i 25 år

Kun 50% af de stemmeberettigede stemte til folketingsvalget i Grønland. Ikke siden valget i 1990 har så mange valgt at blive væk fra stemmeurnerne.
Foto © : KNR
20. juni 2015 17:30

Valgdeltagelsen til årets folketingsvalg var den laveste i 25 år og en af de laveste nogensinde.

Valgdeltagelsen ramte lige omkring de 50 procent. Vi skal tilbage til Folketingsvalget 1990 for at finde en tilsvarende lav stemmeprocent. Her stemte kun 50,8 procent, viser tal fra folketinget.dk.

Rekorden for den laveste valgdeltagelse blev sat i 1987, hvor kun omkring 45 procent af befolkningen stemte. Folketingsvalget i 1977 er det valg, hvor flest stemte. Her var næsten tre ud af fire grønlændere ved stemmeurnene.

Inuit Ataqatigiit fik flest stemmer
Til årets folketingsvalg blev det som bekendt Aleqa Hammond fra Siumut og Aaja Chemnitz Larsen fra IA, der vandt. IA blev valgets sejrherre, men kun et mulehår foran Siumut. Faktisk var det kun 73 stemmer, som adskilte de to partier. Som hver fik henholdsvis 38,5 procent af stemmerne og 38,2 procent.

Det har været en kamp op ad bakke for Siumuts Aleqa Hammond. Hun gik ind til valgkampen med bilagsskandalen i kufferten, og som blev fordoblet i omfang i løbet af valgkampen.

Flere kandidater fra hendes eget parti gik decideret til valg på, at de repræsenterede et troværdigt alternativ til Hammond. Vælgerne veg dog ikke fra hende, og hun blev valgets absolutte stemmesluger med 3.745 stemmer. Hvilket er 18,3 procent af de samlede stemmer.

Intern kamp i IA
For Aaja Chemnitz Larsen kom de største konkurrenter fra hendes eget parti. Således fik hun 2540 stemmer, og slog dermed Johan Lund Olsen, som fik 2344 stemmer og Mute Bourup Egede, som fik 2121 stemmer.

Mange havde valgt at blive hjemme, da der torsdag blev stemt, og valgdeltagelsen ramte lige de 50 procent.

Demokraterne fik 8,5 procent af stemmerne, Atassut 7,4 og Partii Naleraq fik 4,7 procent.