Vælgermøder i Nuuk på en helt ny måde

Om 3 uger - tirsdag den 4.april - er der kommunalvalg. I Nuuk har alle partier indgået en aftale, så vælgermøderne kommer til at foregå på en helt ny måde.
Arkivfoto
Skrevet af Karsten Sommer
14. marts 2017 06:34

Det skyldes bitre erfaringer fra de sidste par valg, hvor vælgermøderne ikke har været særligt godt besøgt. Så det har alle partier i Nuuk besluttet at gøre noget ved.

- Derfor har vi aftalt, at vi holder os tilbage fra medbringe en masse flag og balloner og lader være med at komme med tilråb under mødet, fortæller formand for Demokraatit Vest, Tillie Martinussen.

Og der bliver ingen hujende partitilhængere på forreste rækker, for at skabe en bedre stemning for borgerne at komme ind i, siger hun.

- Desuden bliver vælgermøderne arrangeret med bestemte overskrifter, som skal sætte dagsordenen for debatterne, udtaler Malene Lynge fra Inuit Ataqatigiit.

Møderne starter med præsentation af kandidaternes mærkesager, fulgt af debat i panelet.

Derefter fordeler politikerne sig i klasselokaler, hvor vælgerne frit kan gå rundt og stille direkte spørgsmål til de forskellige kandidater.

- Med den nye form håber vi, at der vil komme mange flere vælgere til møderne, udtaler Peter Davidsen fra Siumut.

Der vil blive afholdt vælgermøder hver torsdag fra nu og frem til valget.

- Første vælgermøde i Nuuk bliver på torsdag den 16. marts, og møderne foregår fast fra kl. 19 til 22, fortæller  Ove Frank Heilmann fra Atassut.