USA's nye udenrigsminister dropper sit første Nato-møde

Den nye amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, dropper sit første Nato-møde i Bruxelles.
Foto © : U.S. Army/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
21. marts 2017 08:42

Det skriver Wall Street Journal, der citerer kilder i det amerikanske udenrigsministerium.

Det er højst usædvanligt, at Tillerson dropper Nato-mødet, der finder sted 5. og 6. april, skriver avisen.

I de sidste 21 år har kun to amerikanske udenrigsministre misset et Nato-møde.

Ifølge Reuters prioriterer Tillerson at blive i USA, hvor den kinesiske præsident, Xi Jinping, ventes på besøg 6. og 7. april.

Senere i april vil Tillerson tage til Moskva, siger amerikanske kilder til Reuters.

Den 25. maj vil der være topmøde i NATO, og her forventes USA's præsident, Donald Trump sammen med militæralliancens øvrige stats- og regeringschefer at være til stede.

/ritzau/