US Air Force ønsker at forlænge Thulekontrakt

Snart kan det igen være Greenland Contractors, der tager sig af drift og vedligeholdelse af Thulebasen.
Skrevet af Ritzau
24. juli 2015 08:27

Entreprenørkoncernen MT Højgaard bekræfter, at US Air Force har tilkendegivet ønsker om at forlænge kontrakten med Greenland Contractors, der ejes af MT Højgaard og det grønlandske selvstyre. Det fremgår af en meddelelse fra selskabet.

Greenland Contractors deltog i 2014 i udbuddet af en ny kontrakt om drift og vedligeholdelse på Thule Air Base i Grønland.

LÆS OGSÅ USA´s ambassadør: Der kommer en aftale alle kan leve med

LÆS OGSÅ Exelis vil anke

I første omgang vandt den amerikanske virksomhed Exelis udbuddet, men siden fastslog en retsinstans i USA i maj i år, at Exelis ikke kunne tildeles kontrakten, fordi den kun havde et dansk skuffeselskab.

 

Midlertidig aftale på ændrede vilkår

- På denne baggrund har US Air Force tilkendegivet, at man ønsker at forlænge kontrakten med Greenland Contractors efter det tidligere aftalte sluttidspunkt 30. september 2015 med en midlertidig aftale, skriver MT Højgaard.

Selskabet gør samtidig opmærksom på, at en eventuel midlertidig aftale mellem parterne ventes indgået på ændrede vilkår.