Uran på dagsordenen i Inatsisartut i dag

I dag onsdag er Inatsisartut nået til førstebehandling af Forårssamlingens vel nok mest omdebatterede emne - uranudvinding - og spørgsmålet om der skal afholdes folkeafstemning eller ej om spørgsmålet.
Foto © : Nils Baum/Bureau for Inatsisartut
Skrevet af Karsten Sommer
27. april 2016 06:12

Det sker efter onsdagens traditionelle spørgetime klokken 10, hvor det i dag er Naalakkersuisoq for Finanser og Råstoffer Randi Vestergaard Evaldsen der besvarer spørgsmål fra Inatsisartut-medlemmerne.

Og så engang efter klokken 11 går urandebatten i gang - først med Atassuts Steen Lynge, der foreslår at Naalakkersuisut pålægges at afholde en vejledende folkeafstemning om Grønland skal kunne udvinde råstoffer med mere end 0,05 procent radioaktivt materiale.

Forslaget er dog ifølge Steen Lynge ikke møntet på Kvanefjeldsprojektet i Narsaq, som har under 0,05 procents uran indhold, men bunder i ønsket om at få fastlagt en øvre grænse for uranindhold, som flugter med den grænse man har i USA og Australien, sagde Steen Lynge for nyligt til avisen AG.

Efter Atassutforslaget skal Inatsisartut behandle et noget mere vidtgående forslag fra Inuit Ataqatigiit, der som bekendt ønsker en folkeafstemning for eller imod uranudvending. Og partiet efterlyser samtidig igangsættelse af en uvildig informationsproces om emnet.

Oppositionspartierne støtter IA´s forslag, mens Naalakkersuisut afviser både Steen Lynges og Inuit Ataqatigiits forslag, og fastholder at ophævelsen af nul-tolerancen for uran blev ophævet forrige år af et snævert flertal - og at en folkeafstemning vil være et dårligt signal til råstofindustrien.