Uran-mine lukker i Canada

Mens det her i landet bliver diskuteret, om vi skal begynde at udvinde uran i Sydgrønland, bliver en uran-mine i Canada lukket på grund af faldende priser.
Rabbit Lake, Saskatchewan, Canada. Foto © : Cameco Corp.
25. april 2016 06:23

I sidste uge annoncerede minevirksomheden Cameco Corporation, at de vil lukke deres uran-mine ved Rabbit Lake i den nordlige del af provinsen Saskatchewan - i hvert fald indtil videre.

Rabbit Lake-minen, som ligger 800 kilometer nord for byen Saskatoon, var den andenstørste uran-mine i den vestlige verden.

Tim Gitzel, en af cheferne for Cameco, tog selv til minen for at annoncere lukningen.

I den forbindelse udtalte han til Globe and Mail, at verdensmarkedspriserne på uran er faldet drastisk i de sidste år. Desuden er Rabbit Lake-minen gammel, og producerer ikke så meget uran som andre af Camecos miner.

Han forklarede videre, at der er et overudbud af uran på verdensmarkedet, især efter ulykken på Fukushima atomkraftværket i Japan tilbage i 2011, og siden er også andre atomkraftværker lukket ned af sikkerhedshensyn.

Lukningen af minen vil betyde, at 500 arbejdere mister deres job, og i USA bliver 85 berørt af lukningen. Cameco beholder dog en lille arbejdsstyrke på 150 personer i Rabbit Lake til at overvåge faciliteterne, hvis minen skulle åbne igen i fremtiden.

Cameco Corporation har dog ingen planer om at lukke ned for mineaktiviteterne i Cigar Lake, der også ligger i Saskatchewan.