Unge med handicap skal til workshop i kulturhuset Katuaq

Hvad drømmer unge med handicap om? Dette spørgsmål skal besvares ved en skriveworkshop, og det er vigtigt, mener handicapstalsmanden. For personer med handicap bliver alt for ofte svigtet af systemet her i landet, mener hun.
Handicaptalsmand Anja Hynne Nielsen mener, at det er vigtigt, at unge handicappede lærer at tale højt om deres rettigheder. Foto © : Tilioq/Anja Hynne Nielsen
Skrevet af Dora Evaldsen
25. april 2024 07:35

Unge handicappede fra hele landet skal til en skriveworkshop i kulturhuset Katuaq i Nuuk. Workshoppen afholdes 25. og 26. april. Her får de mulighed for at sætte ord på deres tanker og erfaringer med at leve med funktionsnedsættelser.

Og det er vigtigt.

For naalakkersuisut svigter i mange tilfælde de handikappede og giver dem ikke altid muligheden for at leve et liv på deres egne præmisser, mener handicaptalsmanden Anja Hynne Nielsen:

- Alle de rettigheder, som os uden handicap har, svigtes tit (for handicappede, red.). Det gælder retten til uddannelse, retten til arbejde, retten til at leve et selvstændig liv og retten til selv at vælge, hvordan man vil bo, siger Anja Hynne Nielsen.

I stedet for tilbydes unge med handicap i Grønland førtidspension og plads på plejehjemmet, siger Anja Hynne Nielsen og fortsætter:

- Det er direkte social uansvarligt og helt uacceptabelt, at de unge som det eneste tilbud tilbydes førtidspension, eller en plads på et plejehjem. Det er brud på menneskerettighederne.

Natascha glæder sig til workshoppen

En af de unge handicappede, som skal deltage i workshoppen, er 20-årige Natascha Ingemann Jakobsen. Hun kommer fra Arsuk og bor nu i Nuuk, og hun glæder sig til mødes med andre og fortælle om sine erfaringer.

- Det er meget godt, at de afholder workshoppen, så kan vi handicappede samles og sige, hvad vi mener, siger Natascha Ingemann Jakobsen.

Foto © : Privat

Hun fortæller, at det er hårdt at være handicappet i Grønland.

- Jeg føler nogle gange, at folk trækker sig tilbage, og når de gør det, så tænker jeg, at de er bange for mig, Natascha Ingemann Jakobsen og fortsætter: 

- Men jeg føler også, at jeg er meget støttet.

Og der er mange udfordringer, når man er ung og handicappet. For eksempel har Natascha været ramt af en svær depression som ung:

- Jeg blev ramt af en svær depression, da jeg var 13 år, og jeg kunne ikke få fat på en læge. Først da der skete noget alvorligt, reagerede de. Så jeg føler ikke, at de reagerer, når der ikke er sket noget helt alvorligt, siger Natascha Ingemann Jakobsen.

Vigtigt med tidlig indsats

Anja Hynne Nielsen mener, at det er vigtigt med en tidlig indsats overfor de unge med handicap, så de i højere grad kan blive en del af samfundet:

- Grønland skal sikre tidlig indsats, støtte, og uddannelse.

Derfor skal unge med handikap lærer at tale højt om deres rettigheder, hvilket er formålet med workshoppen.

- De skal styrke færdighederne omkring skrivning, og bruge fantasien og turde være poetiske og politiske. De skal skabe netværk med hinanden og få noget at vide om rettigheder og retten til selvbestemmelse, siger Anja Hynne Nielsen.

Og det glæder Natascha Ingemann Jakobsen sig til. 

- Lave en digt, og sige noget om følelser, siger hun.