Ungdomsparlamentet sætter fokus på ungdomsarbejdsløsheden

Godt nok er Inatsisartuts efterårssamling suspenderet op til valget den 28. november. Men det betyder ikke at det tidligere annoncerede Ungdomsparlament 2015 aflyses.
Foto © : Ungdomsparlamentet/Facebook
Skrevet af Karsten Sommer
13. oktober 2014 07:52

Ungdomsparlamentet finder sted fra den 12. til den 15. februar næste år, og alle unge mellem 18 og 24 år kan fortsat ansøge om at deltage, hvis de har lyst til at få lidt indblik i den politiske verden.

Ansøgningsfristen er den 31. oktober 2014, og Ungdomsparlamentet 2015´s tema er højaktuelt, uanset hvordan valget til det rigtige Inatsisartut forløber.

Ungdomsarbejdsløsheden i fokus

”Ungdomsarbejdsløshed: Hvad kan vi gøre mod en voksende ledighed blandt unge?”, er overskriften for de fire dage, hvor deltagerne først bibringes grundlæggende viden om Inatsisartut og demokratiet, efterfulgt af en debat om ungdomsarbejdsløshed.

Der vil også være film, quiz, ekspertrunder og et møde i Inatsisartutsalen, hvor de udarbejdede forslag skal fremlægges og forsvares. Til sidst vil deltagerne traditionen tro overrække et slutdokument til hvem der til den tid er formand for Inatsisartut og formand for Naalakkersuisut.

Der er i alt 36 pladser til rådighed, og man kan få nærmere informationer på hjemmesiden www.inu.gl og der er også information på Facebook.